

Se billedserie
- Det er fantastisk, hvad sang gør for og ved mennesker, sagde formand for Støtteforeningen for Hospice Sjælland, Karen Margrethe Lund, ved overrækkelsen af 25 eksemplarer af den nye Højskolesangbog mandag 29. marts.
Hospicechef Karin Højgård Jeppesen tog imod den nye udgave af den populære sangbog, og med bogsættet fulgte den tilhørende Melodibog, så flyglet i orangeriet fremover kan komme i anvendelse til akkompagnement af de mange, smukke sange.
- Vi har faktisk ikke sunget i mange måneder, og vi glæder os til snart at kunne synge sammen igen, sagde Karin Højgård Jeppesen ved modtagelsen.
Hospicechefen regner dog med fortsat at opbevare den gamle udgave af Højskolesangbogen, eftersom yndlingssangen på Hospice Sjælland, nemlig 'Mormors kolonihavehus' er blevet siet fra i den seneste udgave.
Af hensyn til corona-restriktionerne måtte sygeplejerske Charlotte Dyresberg indtage orangeriet alene for at synge for på henholdsvis 'Lyse nætter', Forårsdag' og den mindre kendte 'Giv os tiden tilbage'.
Støtteforeningen for Hospice Sjælland har til formål at støtte op om aktiviteter, der kan bidrage til atmosfæren for patienter og pårørende på Hospice Sjælland.
Disse tiltag tager form af sang, musik, oplæsning, foredrag, musik og underholdning - men også kunst og planter har stået på indkøbslisten. Støtteforeningen har i dag omkring 600 medlemmer, men der er stadig plads til flere.
- Vi vil gerne nå ud til endnu flere også yngre medlemmer, og så er det vores mål at udbrede kendskabet til hospice-tanken i det hele taget, siger næstformand Hanne Høyer.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her