
Geografien er en af de helt uomgængelige faktorer, der skal tages hensyn til, når man skal sikre et solidt og tryghedsskabende beredskab for et område.
Og det kan meget vel vise sig at være geografien, der spænder ben for, at Roskilde og Solrød kunne samarbejde om beredskabet i fremtiden, nu hvor Solrød ellers ser ud til at kunne komme i knibe, når Høje-Taastrup, Greve, Vallensbæk og Ishøj er på vej til i fællesskab at bryde ud af Østsjællands Beredskab.
I forvejen gjorde kommunesammenlægningen Roskilde til en »lang, tynd stribe« med cirka 36 kilometer fra nord til syd, og der ville blot blive endnu længere, hvis man føjede Solrød til. Derfor ser borgmester Joy Mogensen (S) det heller ikke som en oplagt mulighed.
- Det kommer ikke til at hænge indlysende sammen rent operationelt, for der ville stadig skulle være en enhed til at betjente Solrød alene, men lige nu lukker jeg ingen døre, siger Joy Mogensen (S).
At der skal skabes et nyt samarbejde, er hun dog overbevist om.
- Min førsteprioritet er at samle nogle kommuner om et samarbejde om det her, for det er det, Folketinget har pålagt kommunerne at gøre, og selv om staten ikke selv har været i stand til at leve op til de forudsætninger, der blev stillet op, risikerer vi at blive straffet, hvis vi ikke gør det. Kun hvis der skulle være beredskabsfaglige grunde til ikke at samarbejde, kan man lade være, og de grunde kan jeg ikke lige se, siger Joy Mogensen.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde - på papir eller som e-avis
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her