
For at løse den enorme opgave med at omdanne Parken til hurtig-testcenter på mindre end en uge måtte Copenhagen Medical A/S og Parken trække på den fremmeste ekspertise i at håndtere logistik og store menneskemængder.
Den fandt de hos Roskilde Festival, der har været rådgiver på opgaven med i rekordfart at skabe et testcenter i nationalarenaen, hvor folk på få minutter har kunnet få en hurtigtest siden i mandags.
Roskilde Festival har blandt andet udviklet det digitale værktøj, der håndterer testene nemt, hurtigt og sikkert. Borgerne scanner deres sundhedskort, indtaster telefonnummer og får en sms med resultatet efter testen. Det havde Roskilde Festival allerede hjulpet med til testcenteret i Bella Center, men i Parken har de også planlagt den fysiske opbygning af centeret, der kan teste 1200 mennesker i timen og kan justeres op til 3000 hver time.
I en rasende fart skulle Roskilde Festival hente 1100 medarbejdere, der siden torsdag blev indkaldt til en kort samtale og blev koblet på et medarbejdersystem.
- Vi fik aftalen sidste tirsdag, så aftrækket til det her er rimelig kort og hårdt. Det været en travl tid, siger Lars Orlamund, divisionschef i Roskilde Festival.
Copenhagen Medical er meget tilfredse med festivalens bidrag til at løse den store hasteopgave.
- Parkens rammer som nationalstadium sammen med den erfaring og ekspertise Roskilde Festival har fra deres mangeårige set-up har været helt afgørende for, at vi sammen med Parken har kunnet stille det her topprofessionelle og effektive testcenter op på så kort tid, siger direktør Jeppe Handwerk.
Testcenteret har også givet Roskilde Festival noget tiltrængt travlhed i et alt for stille år.
- De fleste af de ting, vi laver, er også aflyst, så derfor er det superfedt at rykke ud og lave noget af det, vi elsker at lave, siger Lars Orlamundt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her