
Det er ikke kun risikoen for oversvømmelser fra Roskilde Fjord og Værebro Å, som dele af beboerne i Jyllinge Nordmark slås med. For en del borgere handler vandproblemerne også om det vand, der kommer ned fra oven eller op fra neden.
Derfor nærmer det sig, at forsyningsselskabet Fors er ved at være klar med et regnvandsprojekt. I første omgang bliver der tale om et pilotprojekt på fire veje, Vernersvej, Knudsvej, Olesvej og Sommervej.
Bliver ikke billigt
Skulle pilotprojektet vise sig at »holde vand«, så bliver det bredt ud til et større område i bydelen.
Og det bliver ikke billigt. Fors har et årligt anlægsbudget på 120 millioner kroner, og projektet i Jyllinge Nordmark vurderes til at koste 55 millioner kroner. Projektet forventes dog at strække sig over flere år at etablere.
Sagen har netop været præsenteret for klima- og miljøudvalget i Roskilde Kommune.
- Forudsigelserne omkring klimaforandringerne er jo, at vi kommer til at opleve flere tilfælde med store mængder regn på kort tid. Derfor er der ingen tvivl om, at de her tiltag er nødvendige, så vi kan skabe endnu større tryghed for vores prøvede borgere i Jyllinge Nordmark, siger udvalgsformand Karim Friis Arfaoui (S).
Grundejere skal betale
Løsningen vil også indebære udgifter for de enkelte grundejere og grundejerforeninger, som får udgifter til fremføring af regnvandet til det fælles regnvandssystem og til eventuelle omlægninger af veje.
Selv om det er et relativt dyrt projekt, så skal det altså gennemføres. Men formanden ser også med bekymret mine på behovet for investeringer i andre områder af Roskilde Kommune.
- Vi så ved det voldsomme regnskyl i Roskilde Vest i efteråret, at rigtig mange kældre blev oversvømmet. Det problem skal vi også kunne løfte, så det er en balancegang, hvor store investeringer vi kan sætte i søen, siger han.
Løsningen i Jyllinge Nordmark vil endvidere indebære udgifter for de enkelte grundejere og grundejerforeninger. De udgifter vurderes til at være på 10.000 til 50.000 kroner. De penge går til, at de bliver tilsluttet til regnvandsanlægget på egen grund og til omlægning af deres private fællesveje.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her