

Se billedserie
- Den her er vi rigtig glade for. Det er vores rævebong, siger Sebastian Gyrst-Longsig Christensen, der er projektchef på ROMU og udstillingsansvarlig på Ragnarocks kommende udstilling om Roskilde Festival.
Rævebongen er en udstoppet ræv, som man kan drikke øl igennem. Den er skænket af en af festivalens ikoniske camps og skal være med til at fortælle festivalens historie de sidste 50 år. Udstillingen åbner til februar.
Selvom Sebastian Gyrst-Longsig Christensen og resten af Ragnarock er glade for det udstoppede dyr, tilhører det kun museet på lånt tid. Mange af de genstande, som museet har modtaget, bliver stadig brugt én gang om året.
- Når Roskilde Festival forhåbentlig kommer til sommer, så bliver montrerne tømt for en uge, hvis folk vil have deres ting med på festival, inden de kommer tilbage igen, siger Sebastian Gyrst-Longsig Christensen.
Et par udtrådte støvler, et gammelt keyboard og T-shirts fra Jørgen Leth Camp. Kontoret på Ragnarock er fyldt med genstande, som folk har skænket. Udstillingen skal nemlig bygges op af festivalgæsternes egne ting, minder og historier.
- 50 år, hvad skal vi vælge? Hvis man kigger på musikken, har der været 15.000 navne. Vi er kommet frem til ét hovednavn på festivalen de sidste 50 år - nemlig publikum. Så det er deres fortælling og liv på festivalen, som vi fokuserer på, siger Sebastian Gyrst-Longsig Christensen.
Udstillingen, der ses fra publikums perspektiv, er inddelt i fire hovedtemaer.
Smattets magi handler om livet på campingpladsen. Frivillighedens magi viser, hvordan en så stor organisation kan løftes af frivillige kræfter. Tidens magi giver det kronologiske overblik og lydens magi fokuserer på musikken.
- De fire temaer skal være her, og de smelter lidt ind i hinanden, forklarer Sebastian Gyrst-Longsig Christensen og peger ud i udstillingsrummet, der tilhører Gasolin frem til den 6. december.
Om to måneder hamres teltpælene i til festival-udstillingen, og det mørklagte bliver klædt i orange, mudder og høj musik.
Hvis man besøger udstillingen med det formål at gense den dér ikoniske koncert fra 1980, så bliver man måske skuffet. Der vil ikke være mange videoklip af en hoppende Mick Jagger eller en svingende Bob Marley på udstillingen.
- Vi kunne godt have en mølle af youtube-klip af koncerter, men det passer nok bedre hjemme i sofaen, siger Sebastian Gyrst-Longsig Christensen og tilføjer:
- Vi skal se koncerterne ude på Roskilde Festival, dem skal vi ikke gengive. Men vi gengiver forskellige perspektiver på det.
Dødsfald, voldtægter og overdoser. Der er en bagside af medaljen på Roskilde Festival, som udstillingen også vil belyse.
- Det er en fortælling om det magiske, men der er også ridser i lakken. De får ikke deres eget hjørne, men ridserne i lakken får vi med, siger Sebastian Gyrst-Longsig Christensen.
Der er dog én stor ridse, der får sit helt eget rum. Sebastian Gyrst-Longsig Christensen peger på en cylinder, der fungerer som et lille rum midt i det større udstillingslokale.
- Fortællingen om ulykken får sit eget anneks her. Vi skal behandle ulykken i 2000. Den er vigtig for festivalen, men passer ikke ind i de rum, der giver energi og er lidt sjove. Her vises en film og en del af de breve, som blev lagt ved scenen, siger Sebastian Gyrst-Longsig Christensen.
Roskilde Festivals magi og ridserne i lakken kan opleves fra den 5. februar 2021 og året ud.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her