

Se billedserie
Charlotte Elsted har endelig fået opfyldt sit ønske. Da den erfarne parykmager for et år siden åbnede sin salon HOW by Charlotte Elsted i Ringstedgade, vidste hun allerede dengang, at det kun ville være en midlertidig placering.
I forvejen har hun to saloner på Frederiksberg, men da hun vandt udbuddet om at levere parykker til borgerne i 16 kommuner på Sjælland, var Roskilde den mest centrale placering.
- Da jeg vandt parykudbuddet for et år siden, lå det til højrebenet at åbne midt i Roskilde, men jeg ledte og ledte uden at finde noget, fortæller Charlotte Elsted, som har familie i byen og er blevet viet i domkirken.
Til sidst valgte hun at åbne i Ringstedgade, mens hun ventede på, at der skulle dukke noget op i bymidten, og så var det, hun ad omveje hørte, at ejerne af salonen Hvass & Nordlund i Skt. Ols Gade kunne være interesseret i at sælge.
Den 1. marts klokken 10 overtog Charlotte Elsted salonen, der ligger i en gade, hvor der på en kort strækning ligger adskillige frisører.
- Vi har været i gang lige siden med at sætte hylder op og få malet. Vi har endda allerede haft vores første kunder, siger Charlotte Elsted.
En af fordelene ved at kombinere parykafdelingen med en frisørsalon er, at der hele tiden vil være nogen til at betjene kunderne, uanset de skal have en paryk eller bare skal have en almindelig klipning.
- Jeg står for parykafdelingen, der får sit eget lokale, og jeg vil være der to gange om ugen. Pigerne i salonen får dog også med parykker og hårextensions at gøre, siger Charlotte Elsted, som holder åbningsreception lørdag den 4. marts fra klokken 10 til 14.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her