

Se billedserie
Når Roskilde Festival Højskole tager imod det første hold elever i januar 2019, bliver det et forsøg på at fusionere den klassiske almene højskole med Roskilde Festivals værdier.
Men allerede i byggefasen har højskolen vist sig at være en utradionel størrelse. Da byggeriet blev officielt indledt den 27. marts sidste år, blev der i stedet for et første spadestik foretaget et første mejselslag, fordi højskolen genbruger en af de gamle fabrikshaller på Musicon, der tidligere husede betonvarevirksomheden Unicon.
Mandagens rejsegilde var til sammenligning en mere traditionel affære og så alligevel ikke.
- Det er lidt paradoksalt, at vi holder rejsegilde, for vi startede med at fjerne det gamle tag, så der kan komme et nyt på, sagde Mikkel Morris fra Cobe Arkitekter, der har tegnet højskolen i samarbejde med det hollandske arkitektfirma MVRDV.
De selvsamme folk tegnede også naboen, museet Ragnarock, og entreprenøren BNS er også en genganger fra det byggeri.
I det hele taget er Roskilde Festival Højskole gennemsyret af genbrugstanken. Selv sangen, der indledte rejsegildet, var genbrug, idet den også blev sunget til det første mejselslag. Det var en sang, der blev skrevet til Roskilde Højskoles indvielse i 1907, men denne gang lød den ekstra godt i forstander Jesper Ølands ører.
- Det er første gang, vi synger under eget tag, og det er stort for et højskolemenneske, som er opdraget med fællessang, sagde han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her