

Se billedserie
- Når ikke jeg kan drive café, må jeg finde på noget andet. Man må sno sig, siger Niclas Bekker, der normal driver Bekkers Kaffebar i Tune.
Corona-nedlukningen har givet ham en del tid til overs til andet end at drive kaffebar, så han har både udviklet sin egen kaffeserie med kaffebønner fra Mexico, Uganda, Etiopien, Brasilien og Kina, og så er han senest kommet op med Bekkers Kaffevogn.
Den står nu parkeret ved Business House i Jernbanegade, og der er åbent fra fredag 6. april for kaffetørstige kunder fra 10-17 alle hverdage og fra 10-15 om lørdagen. Der er dog også hjælp at hente for dem med hang til te eller kakao, og så kan man tilmed købe fast føde i form af cookies, sandwich og salater.

Det er Dennis Isaksson, der i det daglige langer kaffe,
sandwiches og salater over disken i Bekkers Kaffevogn.
Det er håbet, at mange forbipasserende på Jernbanegade vil gøre brug af det nye tilbud, men også Johnny Schäffer og de mange selvstændige i kontorfællesskabet Business House får nu en nærliggende mulighed for at forsyne sig med frokost og frisk kaffe.
Niclas Bekker har i øvrigt også travlt med at drive webshop og levere kaffemaskiner til virksomheder, så det er Dennis Isaksson, der som franchisetager vil lange kaffe og andet godt over disken i Bekkers Kaffevogn.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her