

Se billedserie
Teamchef Evan Lynnerup har sendt følgende beretning for de første to dage:
Starten og hele lørdagen gik rigtig godt. Vi kom igennem turen uden uheld, kun et par stykker som ikke fik klikket ud til den rigtige side.
Vi havde et super cykelvejr, kun enkelte dråber vand blev det til i det ellers rigtige danske sommervejr.
Vi kørte ad snoede østsjællandske veje. Det ene øjeblik med udsigt til bølgende kornmarker, det næste med udsigt til vandet. Vores chefruteplanlægger Johnny havde virkelig gjort sit hjemmearbejde. Det var en fornøjelse for serviceteamet at se de tre hold sno sig igennem landskabet.
Humøret var højt, og der blev i den grad taget gas på hinanden. På depoterne kunne man stadig stå op. Et bevis på at strabadseren var til at holde ud.
Vi fik også indviet vores pølsevogn. Beate serverede blandt andet ribbensandwich, og de gik som varmt brød. Der var til stadighed kø - selvfølgelig med behørig afstand.
Efter 160 kilometer landede vi i Maribo. Dejligt at kunne forene fornøjelser med det alvorlige, nemlig at samle ind til skyggebørn.
Søndag gik turen fra Maribo via Knuthenborg, Bandholm, Tårs, Spodsbjerg,Troense, Svendborg og de fynske alper for at ende i Middelfart.
En super etape som inkluderede en sejltur fra Tårs til Spodsbjerg. En flot tur, som så gik over Tåsinge, hvor der blev taget billeder på det smukke Valdemars Slot.
Derefter over broerne til det sydfynske, hvor vi ad snoede veje kom frem til Middelfart.
Dagens etape var dog udfordret af stærk blæst, så det blev en lang dag på kontoret. Alle tog det med højt humør og fik pay back på en god træning op til turen.
Det ene hold blev dog udfordret af det, jeg vil kalde en vanvidsbilist. En mand i en sort Mercedes provokerede ved at køre så tæt på holdet, at en af vores ryttere måtte en tur i asfalten. Han fik dog kun småskrammer. Vi gør ellers alt for at overholde færdselsreglerne.
Vel ankommet til Middelfart fik vi sat vores to læger på holdet. Jørgen Alhede og Harald Nielsen i "spjældet". De blev låst inde i parkeringskælderen og måtte "ruske tremmer" et stykke tid, inden de blev prøveløsladt. De var selvfølgelig oplagte kandidater til dagens ups.
Dagens helt blev det yngste medlem på turen, Emil Frederik Reimers. Han er et forbillede på alle måder i positiv adfærd. Både på cyklen, men også socialt. Teamchefen mener, at det kunne de ældre specielt mandlige deltagere lære meget af.
Mandag går turen så til Århus, hvor vi lige skal igennem de krævende bakker i Vejle.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her