18. juni 2021
Marianne Krath er malermester, og huset på Vestervej 5 står umiddelbart flot. Men års oversvømmelser med spildevand fra kloakken er trængt ind i sokkel og murværk, så det er sundhedsskadeligt at opholde sig i.
gallery icon

Se billedserie

Marianne Krath er malermester, og huset på Vestervej 5 står umiddelbart flot. Men års oversvømmelser med spildevand fra kloakken er trængt ind i sokkel og murværk, så det er sundhedsskadeligt at opholde sig i.
Foto: Tomas Skov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Marianne er fanget: Stavnsbundet i lortehus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Marianne er fanget: Stavnsbundet i lortehus
Opdateret 12. maj 2021 kl. 10:57
Roskilde - 12. maj 2021 kl. 05:49
Af Tomas Skov

- Jeg har fundet både kondomer, bind og flydende lorte i vandet under vores tilbagevendende oversvømmelser, fortæller Marianne Krath.

Hun er selvstændig maler og mor til nu fraflyttede, voksne børn i et umiddelbart velholdt parcelhus på Vestervej 5 i Gadstrup. Ved første øjekast ser huset nydeligt ud efter en gennemgribende renovering for ti år siden efter den første større oversvømmelse. Siden kom der yderligere seks af slagsen de efterfølgende ti år, heraf den seneste i august 2020.

En smag af skimmel

Hovedkloak-ledningen er gravet ned i Vestervej, og dækslet ligger få meter fra Marianne Kraths hoveddør. Så ved store regnskyl, hvor kloakken ikke kan rumme vandmasserne, løber det over og lige ind mod den lavtliggende grund på Vestervej 5.

Herefter kan huset stå i vand i dagevis, og det er vel at mærke en marinade af spildevand og afføring, som stille og roligt arbejder sig ind i fundament og murværk.

- Mit hus er ødelagt af fækalier, fugt og svamp, fordi vandet får lov at ligge så længe. Jeg er begyndt at bo på førstesalen, forbi man kan smage skimlen i stueetagen, fortæller den ulykkelige husejer.

Syg på arbejde

Som selvstændig med eget firma kan Marianne Krath ikke tillade sig at lægge sig syg, men næsen løber, og hun bruger nu astmaspray efter at være blevet diagnosticeret med astmatisk bronkitis.

- Jeg lever på grænsen til en psykisk nedtur. Jeg har været syg de sidste fem måneder, og har ellers aldrig haft en sygedag, siger husejeren, der er nødt til at have konstant åbne vinduer for at holde indeklimaet ud.

- Når der så er udsigt til regn, så ligger man vågen hele natten, fortsætter hun.

Dyre oprydninger

I skuret er julepynt, plæneklipper og elektrisk værktøj for længst kasseret efter de mange oversvømmelser. Ifølge Marianne Krath har det kommunalt ejede forsyningsselskab, Fors, rutinemæssigt påtaget sig den efterfølgende oprydning. Den indbefatter blandt andet at fjerne og bortkøre perlegrus samt at spule carport og parkeringsplads.

- De har været her fem gange inden for de sidste tre år. Så kommer de med to store lastbiler og en traktor. Det koster kassen hver gang, og de gør det, fordi de ved, det er nødvendigt. Så de ved godt, at det er spildevand - men de hævder, det er regnvand. Så regner det åbenbart med lort og kondomer, siger Marianne Krath.

Sagsøger Fors

Mariannes Kraths forsikringsselskab, Gjensidige, afviser at tage ansvaret for skaderne, og selskabet har nu opsagt Mariannes forsikringer bortset fra den obligatoriske brandforsikring. Derudover har ejendomsmægleren Estate meddelt, at de ikke kan sælge huset under de gældende forhold.

- Jeg har boet her i snart 20 år, og jeg vil godt videre i livet. Men jeg er stavnsbundet i et usælgeligt hus, konstaterer Marianne Krath, der ellers har drømme om at flytte nærmere havet og arbejde mindre.

Hun skylder efterhånden ikke meget i huset, men ifølge hendes egen advokat, Mikael Erntoft Krüger, kan det kun sælges til nedrivning. Marianne Krath lægger nu sag an mod Fors med hjælp fra advokaten.

- Når ansvarsforsikringen ikke vil anerkende ansvaret, er man nødt til at gå efter selve skadevolderen, forklarer advokaten.

Strudsepolitik

Sagsanlægget kommer ifølge Marianne Krath efter en længere periode med mange forgæves opråb til Fors.

- Jeg har skrevet 30-40 mails til dem siden oversvømmelsen i august 2020, men de er for længst holdt op med at svare, konstaterer hun.

Den adfærd undrer også byrådsmedlemmet Mogens Hallager (K), som Marianne Krath har rakt ud til undervejs. Politikeren har sine egne erfaringer med oversvømmelser i Jyllinge Nordmark, og det er netop én af hans kæpheste, at ingen skal lide under oversvømmelser i Roskilde Kommune.

- Fors kan ikke være dette bekendt. Jeg forstår ikke, at man ikke svarer, og der har været helt stille de sidste 3-4 måneder. De kører strudsepolitik i en helt uholdbar situation, og jeg undrer mig over, at Marianne stadig står på benene, siger Mogens Hallager.

Fors afviser ansvaret for oversvømmelser

Hos Fors kan produktionsdirektør Henrik Correll ikke genkende sagsforløbet, som Marianne Krath beskriver det. Ifølge Fors-direktøren har Marianne Krath således generelt fået svar på sine henvendelser.

- Vi har fået otte mails fra hende over de sidste 3-4 måneder, og vi har svaret på alle sammen, siger han.

Ligeledes afviser han umiddelbart, at Fors skulle have været til stede på Vestervej 5 adskillige gange for at rydde op efter oversvømmelser.

- Vi har kun registreret én oversvømmelse de sidste ti år, og det er den fra i sommer. Vi betragter det umiddelbart som en engangsforeteelse. Så vi har været der én gang for at rydde op. Det er helt normal procedure, når vi endnu ikke ved, hvor ansvaret er placeret. I det tilfælde handler det om at fjerne det, der kan genere eller gøre nogen syge. Men det betyder ikke, at vi er ansvarlige, siger Henrik Correll.

Lever op til regler

Henrik Correll beklager Marianne Kraths situation, men betragter den som et sammenfald af uheldige omstændigheder, der dog ikke vedrører kapaciteten i kloaknettet.

- Vi og vores forsikringsselskab har gennemført undersøgelser, der viser, at kloakken er i forsvarlig stand og lever op til de gældende regler. Men nogle gange falder der meget regn, og Mariannes hus ligger rigtigt uheldigt på vejens laveste punkt, således at vandet fra nabogrundene løber ned til hende, siger produktionsdirektøren.

Henrik Correll forstår udmærket, at Marianne Krath afprøver alle muligheder i en desperat situation, men ifølge ham kan Fors hverken påtage sig ansvaret for eventuelle oversvømmelser eller købe sig fra problemet.

- Rent lovgivningsmæssigt må vi ikke bruge vores takstmidler, som er vores kunders penge, til at betale for fejl på hendes hus, når vi ikke er ansvarlige, siger Henrik Correll.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk