
Det kan lyde som lidt af en udfordring, at væve en bog. Det er en invitation fra KulturCosmos på Søndergade 13 i Viby, der søger deltagere til et fælles projekt.
Det handler om at være med til at lave vævede fortolkninger af litteratur, så har du en krimi, en roman eller måske en digtsamling, du godt kan lide, så kan den blive en del af en omrejsende udstilling.
Man behøver ikke at være en erfaren væver for at være med, selv nybegyndere er mere end velkomne.
Lidt inspiration til at begynde på håndarbejdet kunne være bogens forsidefarver eller mønster eller måske selve historien. Til arbejdet har man brug for et stykke pap, en stoppenål, garn i de rigtige farver og så din favoritbog. Og så er det ellers bare med at gå i gang med minivæve-kunstværket af genbrugsmaterialer, hvis muligt.
Det er i hvert fald opfordringen fra projekt Væv en bog, der vil have deltagerne til at dykke ned i gemmerne og kigge efter garnrester og genbrugspapkasser. Med denne opfordring opfylder deltagerne det 12. af FN's 17 verdensmål, der opfordrer til at genbruge og reducere affald.
Tanken med de små minivæve-værker er at lave en udstilling til foråret, når corona-nedlukningen forhåbentlig er overstået. Udstillingen bliver i første omgang på Biblioteket på Rentemestervej i København, og så skal udstillingen på landevejen rundt i landet for at blive udstillet på biblioteker, museer og kulturhuse.
Der er god tid til at sysle med sit lille mesterværk, da det først er tirsdag den 6. april klokken 10, at papstykket med væveriet skal afleveres i postkassen hos KulturCosmos.
Her er et par vigtige oplysninger, der skal følge dit værk: Titel på bogen og en kopi af bogens forside, en tekst om værket, dit navn eller alias, og byen du kommer fra. KulturCosmos bor på Søndergade 13, 4130 Viby og husk at skrive »Væv en bog« på kuverten. Sender man på mail er adressen: caroline@kulturcosmos.dk og husk at skrive »Væv en bog« i emnefeltet.
Som optakt til væveriet er der et minikursus online mandag den 22. februar klokken 16, man kan deltage i. Kig med på www.kulturcosmos.dk eller på Facebook.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her