
Politiet efterlyser vidner til en episode, der fandt sted ved Hestetorvet i Roskilde tirsdag den 5. januar, hvor en lille pige blev slået i hovedet af en kvinde.
En 37-årig kvinde fra Roskilde anmeldte samme dag, at hun omkring klokken 16 var kommet gående med sin femårige datter fra de skrå parkeringspladser over for Roskilde Station og gik i retning mod Hersegade, da en for anmelderen ukendt kvinde kom gående i modsatte retning på samme fortov.
Kvinden slog ud med armene mod mor og datter og ramte derved den femårige i hovedet. Politiet søger nu vidner til episoden, så hændelsesforløbet kan klarlægges.
Kvinden, der ramte den femårige pige, beskrives som: Ca. 50-55 år, slank af bygning, ca. 168-170 cm. høj. Hun bar guldfarvede, store, halvrunde briller, med let kraftigt stel. Hun havde formentlig page-længde eller længere, lyst hår. Hun var iført sort, smal ørevarmer (ikke et pandebånd), der sad fæstnet bag om hovedet. Muligvis iført halstørklæde, brun/grå jakke til under knæene, sorte handsker. Iført bukser.
Ifølge anmelderen tog en kvinde kontakt kort efter episoden for at sikre sig, at mor og datter var OK. Denne kvinde vil politiet gerne i kontakt med. Hun beskrives som: Kvinde, slank af bygning, 60-65 år gammel, ca. 165-168 cm. høj. Gråt mellemlangt hår. Hun var iført mørkeblå vinterfrakke til midt på låret, grå eller blå cowboybukser. Kvinden skulle have fortalt anmelder om sin tidligere arbejdsplads under samtalen.
Vidner, som har oplysninger om sagen, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi. Politiet vil gerne opfordre den kvinde, der ramte datteren med sin hånd, til at kontakte politiet, således at efterforskerne kan få hendes forklaring på, hvad der skete. Alle henvendelser skal gå til Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på telefonnummer 114.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her