

Se billedserie
Plejepersonale, pædagoger og andre ansatte i Roskilde Kommune, der ikke arbejder hjemmefra, bliver snart tilbudt en ugentlig kviktest for coronavirus på deres arbejdsplads.
Kommunen er ifølge borgmester Tomas Breddam nu i dialog med leverandører af kviktestene.
- Som det ser ud lige nu, kan det begynde i næste uge, og min vurdering er, at det starter med de sociale tilbud, siger han.
Der bliver i forvejen tilbudt pcr-test på plejecentrene, og for borgmesteren giver testene en vigtig tryghed på arbejdspladserne.
- Min værste nervøsitet har været nervøsiteten for at smitte andre, og man skal huske, at der stadig er en del, der har åbent, siger Tomas Breddam og nævner ud over ældreomsorg og dagtilbud sundhedspleje, tandpleje, specialskoler og skolernes nødpasning.
Tryghed er dog ikke det eneste mål med de mange tests. De er også alfa og omega for den smitteopsporing, det i øjeblikket handler om at få så meget af som muligt, og derfor håber borgmesteren også, at testkapaciteten bliver udnyttet.
- Vi er virkelig begunstigede i Roskilde af, at vi har de muligheder for både lyntest og pcr-test. Pcr-testen er mere nøjagtig, så jeg kan kun anbefale, at man går på Skalstrup og bliver testet en gang om ugen, hvis man går på arbejde, siger Tomas Breddam.
Kommunens medarbejdere får tilbudt ugentlige tests, som sundhedsmyndighederne anbefaler alle, der går på arbejde.

Det er stadig uvist, om kviktestcenteret stadig skal ligge i Roskilde Kongrescenter, når regionen skifter leverandør. Foto: Kenn Thomsen
Vil medarbejderne gerne testes oftere, står det dem frit for at benytte de gratis kviktest, som Falck lige nu udfører i Roskilde Kongrescenter.
Deres aftale udløber 1. februar, hvorefter en ny leverandør tager over. Roskilde Kommune ved endnu ikke, om kviktestcenteret stadig skal ligge i kongrescenteret, men Region Sjælland melder en samlet plan ud i næste uge.
Tomas Breddam er ikke så bekymret for, om det falder i hak.
- Erfaringerne fra coronatiden viser, at det har løst sig hen ad vejen, når vi har haft bekymringer langt ud i fremtiden. Det må jeg indrømme, at jeg har en ret blind tro på, for jeg synes, alle knokler for at finde løsninger, hvor man nu er, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her