

Se billedserie
Iført mundbind træder sangerne ind i festsalen og fordeler sig på de afsprittede stole. Det er torsdag aften på Østervangsskolen, og Roskilde Studiekor samles som sædvanligt. Intet er dog, som det plejer.
På grund af corona er der omfattende restriktioner for korsangerne, for netop sang kan være en stor smittespreder. Stolene står med to meters afstand, alle skal tage plads, og ingen må rejse sig og gå rundt uden mundbind. Klaveret bliver sprittet af, inden sangerne ankommer, og kun dirigenten må røre det.
Ingen beklager sig dog over reglerne, fortæller korets formand Ingrid Hostrup Petersen.
- Alle kor var lukket ned i foråret, og vi savnede fællesskabet om sangen meget, så vi er bare glade for at kunne samles og øve igen, siger hun.
Maskerne falder, og sangerne varmer op siddende på deres stole. Noderne kommer frem, dirigent Filipe Carvalheiro spiller tonerne på klaveret, og en firestemmig julesang løfter sig i festsalen. Om et par uger skal Roskilde Studiekor synge julekoncert i Trekroner Kirke - medmindre der kommer strammere restriktioner.
Under alle omstændigheder bliver det en anderledes julekoncert.
- Vi skal også holde afstand i kirken, og koncerten bliver for et lille, eksklusivt publikum, som skal være spredt godt ud i kirkerummet. Sådan er det, når vi skal passe på hinanden, siger Ingrid Hostrup Petersen.
I pausen bliver vinduerne åbnet til udluftning, og sangerne ifører sig mundbind, rejser sig og strækker sig oven på øvetimen. Det er krævende at høre hinanden ordentligt på afstand, men dirigenten er tilfreds.
- Jeg glæder mig til, at I igen kan stå op og være tæt på hinanden. Når vi kan få præcisionen og klangen til at lyde sådan under de her barske forhold, lover det virkelig godt, siger Filipe Carvalheiro.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her