
Kombinationen med at sætte en sprogstuderende sammen med en ældre borger har vist sig at bekæmpe ensomhed. Derfor har Roskilde Kommune valgt at forlænge samarbejdet med den socialøkonomiske virksomhed Elderlearn, der står bag projektet.
Når den ældre borger og en sprogstuderende bliver sat sammen, så handler det om at træne det danske sprog, men også at hygge sig sammen. Desværre har corona som så meget andet spændt ben for projektet, så det bliver derfor forlænget.
Projektet har kørt siden starten af 2020, og skal løbe i to år. Morten Gjerskov (S), der er formand for sundheds- og omsorgsudvalget, siger:
- Jeg synes, det er en god måde at bygge bro mellem ældre og sprogstuderende, der har brug for hjælp til at lære sproget. Mange af vores ældre medborgere har en masse at byde på, som vores sprogstuderende kan lære af. Og de sprogstuderende kan forbedre deres sprog, forståelse af kultur og være godt selskab, siger han.
Målet for Elderlearn var at sætte 35 ældre og studerende sammen, men det er kun blevet til 13 match, før corona stoppede møderne. Samværet med de ældre har fået de studerende til at vise interesse for at arbejde med ældre, viser erfaringer fra andre kommuner.
Formanden for beskæftigelses- og socialudvalget, Bent Jørgensen (V), håber at det vil give mulighed for at rekruttere elever til sundheds- og omsorgsuddannelserne i Roskilde Kommune.
Arbejdet med at matche unge og ældre fortsætter hos Elderlearn, og det skaber begejstring. Her er man glade for at kommunen har forlænget samarbejdet, lyder det fra Andreas Reventlow, der er medstifter af Elderlearn.
En forlængelse af projektet vil koste lige under 400.000 kroner. De fleste af pengene kommer fra sundheds- og omsorgsudvalgets udviklingspulje, mens de sidste 20 procent hentes fra beskæftigelses- og socialudvalgets kultur- og integrationspulje.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her