
Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man vil have taget en lyntest for Covid-19 i Roskilde Kongrescenter. Torsdag kunne man ifølge testudbyderen Falcks hjemmeside risikere helt op til 90 minutters ventetid i Roskilde, og dagen før skulle folk forberede sig på at stå i kø i 40 minutter, før de kunne få stukket en vatpind op i næsen.
Da DAGBLADET kiggede forbi ved 15-tiden, var ventetiden reduceret til 75 minutter, og ingen stod i kø udenfor, men kun inde i centeret.
Det gjorde Roskilde til det sted på Sjælland, hvor der var længst ventetid. Til sammenligning var ventetiden i Køge 30 minutter, og i Ringsted var den på et kvarter, mens der ikke skulle være nogen ventetid af betydning de øvrige teststeder. På landsplan er det kun Gigantium i Aalborg, hvor folk har skullet vente lige så længe som i Roskilde, mens ventetiden i Aarhus var på 50 minutter.
Ifølge Falcks kommunikationsansvarlig Lisbeth Nedergaard skyldes den lange ventetid simpelthen, at der er mange, som er mødt op for at blive testet, og det er noget, der også er set i forbindelse med de andre gange, hvor statsminister Mette Frederiksen har holdt pressemøde på landsdækkende tv og har opfordret til det.
- Roskilde er et af de steder, hvor der er mest run på. Jeg ved, det er noget, der bliver monitoreret på hele tiden, og jeg er sikker på, at der vil blive handlet på det, så ventetiden kan blive bragt ned, siger Lisbeth Nedergaard.
Falck har planer om at åbne endnu flere teststeder landet over, men kan endnu ikke sige, hvor de kommer til at være.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her