6. april 2020
I Mellemøsten er der flere kameler end rensdyr, så julemanden var nødt til at skifte transportmiddel. Foto: Turistministeriet i Israel
gallery icon

Se billedserie

I Mellemøsten er der flere kameler end rensdyr, så julemanden var nødt til at skifte transportmiddel. Foto: Turistministeriet i Israel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Julemor fra Roskilde på juleferie i Jerusalem med julemænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Julemor fra Roskilde på juleferie i Jerusalem med julemænd
Roskilde - 23. januar 2020 kl. 19:16
Af Hans Henrik Fafner
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Alle mennesker har brug for en pause. Til at slappe af og lave noget andet. Det gælder også julemænd af begge køn, som har haft mere end almindeligt travlt i slutningen af det gamle år. Lige i begyndelsen af januar havde 50 julemænd og -kvinder i hvert tilfælde indset, at der nu var plads i kalenderen til at lave noget andet, og derfor var de taget på tur i Israel i samlet flok.

- At kalde det juleferie er måske lidt meget sagt, for vi har haft et travlt program på turen, siger Tina Brinkbæk fra Roskilde.

Hun er julemor hvert år i sæsonen og var blandt de fire danske deltagere på den spændende tur. Den er blevet til på initiativ af Issa, som er palæstinensisk julemand med fast bopæl i Jerusalem, og han fik afviklet de fire dages rundrejse i Det Hellige Land i samarbejde med det israelske turistministerium.

Tina Brinkbæk har aldrig været i Israel før og beskriver turen som en stor oplevelse.

- Her er meget anderledes. Her er masser af historie, og det er et rigtig smukt land, siger hun.

Besøgte Nazareth

Et af højdepunkterne på turen var besøget i Nazareth, som jo er en af julens hovedbyer. Midt i byen ligger den store Bebudelseskatedral, som er bygget over den grotte, hvor Jomfru Maria efter traditionen fik at vide at hun ventede barn, altså Jesusbarnet. Det er i dag en moderne by, hvor stort set alle indbyggere tilhører Israels arabiske mindretal. Godt halvdelen af dem er muslimer. Resten er kristne, og af dem tilkender en meget stor del den ortodokse kirke, hvor man fejrer jul i begyndelsen af januar.

- Det var fantastisk at møde dem, fortæller Tina Brinkbæk, der sammen med sine udenlandske kolleger gik i optog ned ad Nazareths hovedgade sammen med de lokale spejdere.

De gik fra Bebudelseskatedralen til kilden, hvor Jomfru Maria hentede vand. Dér ligger i dag en lille græsk-ortodoks kirke, og det slog Tina, hvor anderledes det hele var i forhold til de billeder hun havde på nethinden hjemmefra.

- Det slog mig, at folkene i Nazareth dengang bare var helt almindelige mennesker, og der var intet af al den pomp og pragt, som vi forbinder med de bibelske fortællinger. Fuldstændig som de mennesker, vi selv mødte i nutidens Nazareth. De var så søde, og så var de taknemmelige for at vi kom på besøg, siger hun.

Dans om træet

Ved Marias Kilde dansede alle de udenlandske julegæster om det store træ i gaden, og Tina Brinkbæk morede sig en del over, at det foregik til tonerne af Maria Careys »All I Want for Christmas«.

Før Nazareth havde gruppen aflagt besøg ved Jordanfloden, og der var tid til en sejltur på Genesaret Sø, hvor Jesus gik på vandet og udrettede en række af sine mirakler. Naturligvis var både Jerusalem og Betlehem vigtige punkter på programmet, og det har uden tvivl vakt opsigt, da en hel gruppe julemænd skulle forsøge sig med en svømmetur i Det Døde Hav.

Som turens højdepunkt peger Tina Brinkbæk på Santa's House. Det ligger i en bygning fra det 14. århundrede inde i Jerusalems gamle bydel, og det drives af Issa. Hvert år sørger han for julestemningen i »The Ho-ho-holy Land«, som han selv siger.

- Stedet har intet at gøre med politik eller religion. Det handler om kærlighed, og alle er velkomne, siger hun.

Tina Brinkbæk sidder i bestyrelsen for Julemændenes Laug, som har omkring 200 medlemmer. Det er dem, der blandt meget andet står bag det årlige julemandstræf på Bakken. Når det igen løber af stablen til sommer har de sørget for at invitere Issa, som vil komme rejsende på genvisit fra Jerusalem.

Hans Henrik Fafner er journalist og har skrevet fra Israel de sidste 25 år. Ved siden af er han rejseleder for Viktors Farmor, og han har skrevet en bog om kontrasternes Israel, som udkommer i april på Turbine Forlaget.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk