

Se billedserie
Der var dømt fest på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde onsdag aften, hvor folkene bag showet »Skoge og Bassministeriet« kom forbi med en donation på 204.485,80 kroner.
Beløbet er blevet indsamlet i løbet af seks uger, og derudover har flere firmaer bidraget med forskellige gaver og ydelser i stedet for pengedonationer.
Som optakt til festen havde DJ Skoge (Dennis Skoglund), DJ Pøls3 (Jonas Zangenberg) og DJ Fuller (Dennis Fuller Møller) sørget for, at børnene på julemærkehjemmet kunne se på lastbiler og hilse på chaufførerne, og inden spisetid var der også magi ved tryllekunstner Niels Enersen. Efter middagen var der underholdning ved facebook-fænomenet Ronni Garner, inden Skoge og Bassministeriet overrakte pengene og holdt fest med børnene.
Skoge og Bassministeriet begyndte også på Facebook som et show hjemme hos DJ Skoge, hvor DJ-trioen spillede dancehits fra deres ungdom i 90'erne og 00'erne. Antallet af følgere voksede støt, og i dag har siden www.facebook.com/djskoge over 18.000 likes og 22.000 følgere. Det førte til et program, der begyndte på den ikke-kommercielle radiostation PartyZone i Albertslund, men i dag har fået sendetid på den kommercielle Radio Nord.FM.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her