På Annette Posts terrasse er der underligt stille. Man kan høre en solsort prøve at sætte dagsordenen, og i baghaven piber hunden. Det er lørdag, men ikke en hvilken som helst lørdag. Det er den normalt mest travle lørdag på året i Vor Frue. Det er lørdagen, hvor tusinder af forældre triller igennem Vor Frue i bil for at hente deres bøvsende, beskidte og dødtrætte unge efter, at de i mere end en uge har været på årets »sommerlejr« på Roskilde Festival. I dag er der ikke anden end en enkelt Volvo og en Skoda i hovedgaden, og så solsorten i hækken.

Vor Frue er nu ved at være på bagkant af den første festivaluge i 50 år, hvor der ikke har været nogen festival.

- Det har været en underlig uge. Langt de fleste af dem, jeg taler med, synes det har været mærkeligt, at der har været så stille i år, siger Annette Post, som har boet midt i Vor Frue siden 1996. Hun er selv frivillig for Roskilde Festival, og samtidig er hun formand for landsbyens lokalråd. Havde hækken ikke været høj, kunne vi skæve skråt over vejen og ind på et hjørne af campingpladsen, hvor det ville myldre med liv.

- Vor Frue er en delt by, hvad festvalen angår. Jeg vil tro, at halvdelen er rigtig glade for at få et år uden støj, støv og besvær. Den anden halvdel savner det allerede, for dem er det en stor byfest. De får besøg af venner og familie, som camperer i deres haver, og så tager de sammen på Roskilde. Det samvær er her ikke, siger Annette Post.

Hun plejer selv at have fri fra arbejde under Roskilde Festival om torsdagen og fredagen.

- For dem, som skal på deres arbejde i festivalugen, er det ikke sjovt. Der er festivalen hård kost. Men det er faktisk ikke selve festivalen, som er det, der giver størst problemer, siger hun og fortsætter:

- Når folk er inde på campingpladsen, så er der støj. Når musikken spiller på festivalpladsen, bliver det bedre. Det, som er sværest for os, er dagen, indtil gæsterne bliver lukket ind. Det er det, som er drønsvært at håndtere, for der er festen altså ikke særlig reguleret, og der bliver ikke taget meget hensyn, og der er bare en gruppe gæster, som kommer før tid. Men vi arbejder med både festvalen og politiet om at få det håndteret. Nu har vi jo et helt år mere til at komme ordentlig på forkant, så det forhåbentlig bliver bedre til næste år, siger hun.

Annette Post oplever, at en del beboere i Vor Frue er nået dertil, at de simpelthen forlader byen i perioden omkring festivalen, hvilket hun bestemt ikke er glad for.

- Det burde jo ikke være sådan, at man er nødt til at tage væk fra sit hus, fordi man er nabo til så stort et arrangement. Men det er der altså nogen, som gør. Jeg kan godt forstå dem. Hos os har vi også utrolig svært ved at sove om natten, og skal man op på arbejde, er det altså svært. Vi taler om at sove i vores kælder under festivalen. Det ved vi, andre fra byen gør med succes, fortæller hun

Samtidig har hun det meget ambivalent med, at festivalen ikke finder sted i år.

- Jeg kan godt lide det ekstra liv. Det er altid en oplevelse. Og sådan er der flere i byen, der har det. En af vores genboer holdt hjemmefestival i aftes (fredag, red.) med band, fadøl, regntøj og gummistøvler. De havde inviteret dem fra byen, som havde lyst. Et andet sted i Vor Frue holdt en familie »Rom og Cigar-bar«. Det viser jo samtidig, hvad Roskilde er for en størrelse, og hvor meget den fylder i mange menneskers liv. På den anden side havde vi sidste lørdag en familie, som kunne have en studentervogn på besøg. Det havde ikke været muligt, hvis der havde været festival.

Den aflyste festival gør også, at Vor Frue får tid til at få kørt en afløser i stilling for en af byens ildsjæle. Michael Klingenberg har i en periode været ihærdig kontaktperson mellem byen, festivalen og myndighederne. Desværre døde han af kræft tidligere på året.

- Michael var helt fantastisk, for der er udfordringer. Det er festivalgæster i folks haver. Det er festivalgæster, som skider på legepladsen i vores børnehave. Det var Michael helt fantastisk til at håndtere, så for dem, som tager over efter ham, er det nok godt med et års ekstra forberedelse, siger Annette Post.