
DAGBLADET sprang en bombe blandt småbørnsforældrene i Ågerup, da vi tirsdag bragte en artikel om, at Roskilde Kommune har vedtaget, at en gruppe børn fra Børnehuset Elverhøj skal i udflytterbørnehave til Jyllinge til den nu lukkede fritidsklub Engen. Det vidste forældrene tilsyneladende intet om, selv om det har stået i budgettet siden midten af oktober.
I samme artikel kunne man læse, at Landsorganisationen Danske Daginstitutioner arbejder på at genåbne den lukkede børnehave på Dyssevej. Det sker ifølge direktøren i løbet af 2021. Børnehaven bliver privat og selvejende.
Jacob Søgaard Nielsen (V) er valgt til byrådet og bor selv i Ågerup. Han har brugt en del tid siden i tirsdags med at tale med bekymrede forældre.
- Artiklen har skabt en del uro. Jeg hører, at institutionen nu må indkalde til forældremøde, siger han til DAGBLADET.
Burde være stor nok
Jacob Søgaard Nielsen er bestemt ikke glad for, at områdets børn skal køres i bus til Jyllinge, selvom Engen sikkert er et dejligt sted.
- Vi er en by, som er stor nok til flere institutioner. Derfor håber jeg meget på, at Børnehaven Skovdalen (den har også tidligere heddet Dyssegården, red.) genåbner hurtigt, for der er brug for pladserne, siger han.
Jacob Søgaard Nielsen har noget sværere ved at give bud på en løsning, som kan holde børnene i byen på den korte bane.
- Vi har et akut pasningsproblem. Men det må jo ikke overraske, når man lukker en børneinstitution. Jeg kan desværre ikke pege på, hvor disse børn ellers skulle gå i børnehave. Jeg er ikke medlem af skole- og børneudvalget, men jeg er sikker på, at de har vendt flere muligheder og fundet dette som den mindst dårlige, siger han.
At få bygget en ny institution i det nye boligområde mener Jacob Søgaard Nielsen ikke er en fornuftig løsning.
- Hvis den private institution genåbner, så kan jeg have meget svært ved at se, hvordan vi skal have behov for en fjerde institution i vores område. Vi skal jo huske på, at vi også har Guldæblet til dem, som gerne vil have sådan et tilbud, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her