

Se billedserie
En flok mænd med trætte ansigter går omkring i en interimistisk teltlejr, mens de varmer dåsebønner og rister brød over bål over et bål til morgenmad.
Her skal de bo uafbrudt de næste måneder, mens de hjælper Roskilde Festival med at samle skrald op efter de mange tusind festivalgæster. Mændene er hjemløse, næsten udelukkende fra Østeuropa, og for dem er det en kærkommen chance at kunne tjene penge, have et sted at sove og få mad hver dag, inden deres forhutlede tilværelse fortsætter årets øvrige otte-ni måneder.
Det er foreningen Gaderummet, der siden 2007 har orkestreret de hjemløses skraldetjans på festivalen. Foreningen får penge af festivalen, og pengene går til de hjemløse, som på den måde får lidt kapital at klare sig for.
- Vi bruger festivalens værdier til at holde folk oppe. Nogle har det ikke godt, for de har levet udenfor i otte måneder, siger psykolog Kalle Birck-Madsen, der står bag Gaderummet.
En af de hjemløse er polske Wojciech på 34 år, som bor i København, hvor han lever af at samle flasker og finde mad i skraldespande. Han har været med på festivalpladsen i tre år.
- Det er en god tid. Der er frisk luft - bedre end i byen - der er arbejde og god mad. Og det er godt, at jeg kan tjene penge, så jeg kan rejse til Polen. Før jeg fik det her arbejde, kom jeg ikke til Polen i fire år, siger Wojciech.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her