18. oktober 2019
Roskildes mest berømte kilde er Hellig Kors Kilde. Kilden var kendt for sit helbredende vandløb, men løb tør i 1886. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Roskildes mest berømte kilde er Hellig Kors Kilde. Kilden var kendt for sit helbredende vandløb, men løb tør i 1886. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Her er Roskildes otte kilder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Her er Roskildes otte kilder
Opdateret 07. juni 2019 kl. 10:58
Roskilde - 07. juni 2019 kl. 10:25
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Oprindelig var der 12 kilder. Men kun otte er tilbage. Her følger en præsentation af de otte kilder, som man fortsat kan finde i Roskilde.

arrow Læs også: Kildernes by: Sådan kommer du rundt til Roskildes otte kilder
Hellig Kors Kilde

Roskildes mest berømte kilde, fordi den skulle have helbredt kong Frederik den 4., da han i 1729 blev ramt af en sygdom, som lægerne stod magtesløse overfor. Det betød, at Hellig Kors Kilde blev udnævnt til »Kongelig Hofleverandør« helt frem til Christian den 8., men i 1886 holdt kilden op med at springe efter et forsøg på at etablere en sodavandsfabrik.

Monumentet på stedet blev rejst i 1906 og blev tegnet af professor Jacob Kornerup. I dag er det vandværksvand, der løber ud af det lille løvehoved.

Beliggenhed: På Helligkorsvej lige over for Kildegården.

Maglekilde

»Magle« betyder stor, og Maglekilde har altid været den mest vandrige kilde i Roskilde.

I 1832 gav den over 82.000 liter vand i timen, og kilden leverede i en periode vand til hele fem møller. I 1960 blev vandmængden målt til omkring 100.000 liter i timen, men i 1980 var tallet faldet til 15.000 liter, fordi Roskilde brugte vand fra byens kilder til vandforsyningen. I dag giver Maglekilde 43.000 liter vand i timen.
Kildens udløb med grotten med vand strømmende ud af kong Neptuns mund stammer fra 1846 og blev genskabt i 1974.

Beliggenhed: Lille Maglekildestræde.

Rektorkilden

Rektorkilden ligger i kort afstand fra Maglekilde, men de to kilder har ingen forbindelse.

Kildens navn kommer sig af, at den ligger i den have, som hørte til Roskilde Katedralskoles (i dag Roskilde Gymnasium) rektorbolig.
På stenen over kilden står der »Kirstens kilde«, fordi rektor Hauch tillod sig at omdøbe den efter barnebarnet Kirsten. Det officielle navn er dog Rektorkilden.
Kildens vand er i dag forurenet og bør derfor ikke drikkes.

Beliggenhed: Lille Maglekildestræde, i haven bag den gamle rektorbolig i Skolegade.

Skt. Ibs Kilde

Kilden ligger ved resterne af Skt. Ibs Kirke, og begge er opkaldt efter apostlen Jakob den ældre - Ib er den danske form for Jakob.

Kildevandet er kendt for at farve omgivelserne okker-brunlige og for sin lidt fedtede smag og konsistens.
Skt. Ibs Kilde løb tør i 1957 på grund af en boring, og i 1964 sørgede menighedsrådet i Skt. Jørgensbjerg Sogn for, at der blev lavet et lille monument for hedengangne kilde. Men i 1974 vendte vandet pludselig tilbage, efter at man rensede filtrene på den boring, som oprindeligt havde tørlagt kilden.
I 1986 afsluttede menighedsrådet istandsættelsen af kilden og det lille anlæg, som i dag kan ses omkring den.

Beliggenhed: Ved Skt. Ibs Kirke på Skt. Ibs Vej.

28ROS KR KILDE7

Skt. Ibs Kilde var væk i en årrække, men vendte pludselig tilbage. Foto: Kim Rasmussen

Skt. Gertruds Kilde

Kilden, som er opkaldt efter det for længst forsvundne Skt. Gertruds Kloster, har lidt en omtumlet tilværelse.

I 1934 døde kilden, fordi en nærliggende boring ramte lige ned i hovedåren og sugede al vand væk. 40 år senere vågnede den til live igen, da vandstanden i Roskildes undergrund begyndte at stige.
Det medførte dog andre problemer, og det førte til den nuværende løsning, der stod færdig i 1986.
Vandet kan ikke drikkes.

Beliggenhed: På Frederiksborgvej over for Klostervang ved indgangen til Byparken.

Klosterkilden

Kært barn har mange navne, og det gælder for Klosterkilden, der også har været kendt som Sortebrødrekilden, Apotekerkilden og Holger Drachmanns Kilde eller Drachmannskilden. Det sidste kom sig af, at digteren og maleren Holger Drachmann boede i Roskilde et års tid i 1880'erne og tilsyneladende holdt af at sidde ved kilden.

Kilden var den næstmest vandrige i byen efter Maglekilde og leverede i mange år drikkevand og vand til madlavning og tøjvask, men tørrede ud i begyndelsen af 1950'erne.
20 år senere vågnede Klosterkilden til live igen, fordi Roskilde fik sit vand fra Hornsherred i stedet for at pumpe sit eget grundvand op. Kildegrotten blev restaureret i 1985 og ser mere eller mindre ud, som den gjorde i 1849.

Beliggenhed: I området bag Sct. Maria Park, Frederiksborgvej 2.

Lovise Kilde

Lovise von Wimpffen, der var konventualinde ved Roskilde Kloster, lod omkring 1840 kilden indramme med en lille stensætning foran en lille jordvold og var så beskeden at opkalde den efter sig selv.

Hun døde i 1872 efter at have boet på klosteret i 49 år, og 60 år senere døde så også kilden og måtte i stedet have vand fra Roskilde Vandværk.
Det fik den frem til 1983, hvor det viste sig, at kilden igen gav vand af sig selv. Den gamle stensætning var gået i forfald, og det blev besluttet at lave en ny udformning af kildens udløb i form af en stor møllesten, som var skænket af erhvervsmanden og politikeren Knud Tholstrup.

Beliggenhed: Ved amfiteatret i Folkeparken.

Skt. Hans Kilde

Kilden er opkaldt efter Johannes Døberen og skulle lige som Hellig Kors Kilde have helbredende egenskaber.

For at blive helbredt skulle man drikke vand af et helt nyt lertøj og bagefter slå det i stykker og smide skårene i kilden.
Da kildens udløb fik sit nuværende udseende i 1834, blev der fundet masser af skår under udgravningen, deriblandt to næsten hele krukker, som i dag er på Nationalmuseet.
Kildegrotten blev istandsat i 1969, så den kom til at ligne den oprindelige grotte fra 1834. Vand fra Skt. Hans Kilde og Maglekilde kan også ses i Byparken, hvor det kommer op gennem en møllesten.
Beliggenhed: Skolegade, bag Roskilde Domkirke og nær indgangen til Byparken.

28ROS KR KILDE5

Skt. Hans Kildes udløb stammer fra 1834 og blev genskabt i 1969. Foto: Kim Rasmussen.


Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / ROSKILDE AVIS
Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 13. BREAKING-nyheder udsendes efter behov.
* skal udfyldes

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk