
Hele 2.3 kilo hash, næsten et kilo marihuana og 407 - og en halv - joints er blandt de euforiserende stoffer, som Midt- og Vestsjællands Politi har beslaglagt under året Roskilde Festival.
Det fremgår af en nyligt offentliggjort statistik over politiets arbejde under festivalen.
Dermed udgør cannabis den absolut største mængde af rusmidler, som politiet har beslaglagt i løbet af festivaldagene.
- Det er meget almindeligt, at det er det, vi finder mest af. Hvis vi gik lige så intensivt til den i enhver anden by, ville vi også finde mest cannabis. Det er det, som folk bruger mest, forklarer Carsten Andersen, der er presseansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Det næstmest beslaglagte rusmiddel under årets festival er amfetamin, hvor der blev beslaglagt omkring 80 gram.
Herefter følger kokain, hvor politiet beslaglagde omkring 70 gram.
Mens mængden af cannabis stemmer nogenlunde overens med billedet fra sidste år, er der sket en stigning i mængden af de såkaldte »hårde« stoffer, som amfetamin og kokain, hvor der er beslaglagt over dobbelt så meget af begge stoffer, som der gjorde ved sidste års festival.
- Det er på mange måder tilfældighedernes spil, hvad vi får fat i, når vi visiterer folk, forklarer Carsten Andersen, så der er altså ikke tale om en generel stigning i festivalgæsternes indtag af hårde stoffer.
Midt- og Vestsjællands Politi havde under årets festival i alt 537 sager om euforiserende stoffer.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her