En stribe uoverensstemmelser mellem flere beboere i en opgang i Nygade i Roskilde kunne i værste fald have endt i en mordbrand søndag middag. Så galt fik det dog ikke lov at gå. Politiet havde været på stedet flere gange den dag, da de klokken lidt over tolv igen blev kaldt ud til nogle beboere, som var oppe at toppes i fuldskab.
Da betjentene kom frem, var opgangen fyldt med røg, og røgalarmen var i gang. Nogen havde i sin arrigskab hængt et lagen op på en andens dør og sat ild til det, men politiet fik det slukket med en pulverslukker, og skaderne var meget begrænsede.
Sagen er dog alvorlig og bliver af politiet behandlet som forsætlig brandstiftelse.
- Det er jo en beboelsesejendom, og det kunne have udviklet sig til en brand i hele ejendommen, hvor man ved, der er en masse mennesker. Det er faktisk en af de alvorligste forbrydelser i straffeloven, så det er en meget dårlig spøg, vedkommende har udført, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet forsøger nu at finde ud af, hvem der har påsat branden, og man har også en mistanke til, hvem det kan være blandt dem, der søndagen igennem havde kontroverser på kryds og tværs.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her