
- Det er et drømmejob, så jeg slog til med det samme, da Kaare ringede. Jeg vil gerne vende hjem til det politiske, siger Jens Christiansen, der 1. december starter som særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Jens Christiansen har en fortid som aktiv i politik, og han var partisekretær og en del af ledelsen i Socialdemokratiet i periode 2002-06. Siden stoppede han i partipolitik, og blev rådgiver i det private erhvervsliv, inden han endte som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice. Her havde han blandt andet netop mange ministerier som kunder til bureauets kommunikationsrådgivning.
- Jeg har arbejdet mange år i feltet mellem politik og kommunikation, siger den nyansatte, der blandt andet har skrevet bogen 'Hvem vinder valget' om netop politisk kommunikation.
De senere år har der dog også været plads til helt andre prioriteringer i Jens Christiansens liv. For et år siden kom han og familien tilbage til Roskilde Havn efter to år på verdenshavene i sejlbåd.
- Jeg har faktisk først lige solgt båden. Der var så meget kærlighed om bord på den tur, at vi fik en efternøler undervejs, siger Jens Christiansen, der nu ser frem til sit nye arbejdsliv som boligministerens sparringspartner.
- Der er noget utroligt vigtigt over vores hjem og den måde, vi bor på - og det kan ikke undervurderes i forhold til både den grønne omstilling og nedbrydningen af de sociale og etniske skel mellem boligområderne, som er så vigtig. Samtidig er Kaare en dygtig og skarp politiker, som jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med, siger Jens Christiansen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her