

Se billedserie
- Maler vi her i morgen, for så sætter jeg tape op, siger Ulla Wiese og begynder at plastre det, der skal være garderoben på Vor Frue Friskole til i malertape.
Om ti dage skal hendes søn Tristan begynde på den nyåbnede friskole, og derfor har hun sat to weekender af til at hjælpe med at gøre skolen i stand, når der er arbejdslørdag- og søndag.
- Det er både for at engagere mig i min søns fremtid, men også for at lære de andre forældre at kende. Det er jo helt unikt at være med til at starte noget nyt op, siger Ulla Wiese.
Nøglerne til gårdlængen i Tjærreby blev officielt overdraget til skolens bestyrelse den 1. august. Altså ti dage før skolen åbner for børnepasning.
Selvom gården før har ageret klasseværelse for Skolen Med Musikken, skal der stadig meget arbejde til, før skolen er klar til de nye elever.
Væggene skal males, klasselokalerne skal gøres rent og indrettes inden skoledagen begynder den 12. august. Derfor bad skolen forældrene om hjælp.
- Hvor skal rumdelerne være? Spørger en af bestyrelsesmedlemmerne, mens han bærer på et hvidt reolsystem.
- Bare sæt det ovenpå for nu, svarer Danny Wahl, der er kasserer i bestyrelsen og far til to kommende elever.
Når man sætter forældrene i gang med at male og gøre rent i stedet for professionelle, skyldes det to ting: Økonomi og fællesskab.
- Der er stort set ingen penge, når man starter en friskole op fra bunden, men det er også det fællesskab, som er en central del af skolen, siger Danny Wahl og fortsætter:
- Fællesskabet er centralt både som elev, forælder, leder og skole. Det er lige så meget Ullas skole, som det er hendes drengs. Vi er sammen om dette, og det er fedt at se, at folk møder op.

- Nogle kan den ene weekend, andre kan den anden. Hvis man kan begge, er det selvfølgelig fedt, siger Danny Wahl, der både er bestyrelsens kasserer og far til de kommende elever Carl og Victor. Foto: Kenn Thomsen
Der er ikke alle, der er mødt op på den første arbejdslørdag. Anja Nørager-Nielsen, der er skoleleder på Vor Frue Friskole kommer og hjælper til ugen efter.
I over 20 år var hun lærer på en lilleskole, men har også undervist i folkeskolen. Hun oplever at friskolers syn på forældresamarbejdet er anderledes end i folkeskolen.
- Man tænker noget andet om forældrene i folkeskolesystemet, end man gør i friskolen. Jeg er opdraget med, at forældrene er nogen man samarbejder med, og ikke bare er forstyrrende elementer. De bliver taget alvorligt, ligesom børnene bliver det, siger Anja Nørager-Nielsen.
På Vor Frue Friskoles hjemmeside står, at forældrene bærer et stort ansvar for børnenes skole.
Der er en forventning til, at forældrene hjælper til på arbejdsdage som denne, men også med pasning af børnene på lukkedage og deltagelse ved udflugter og overnatninger.
- Det er jo ikke bare billig arbejdskraft. Det at man som forældre går ind og er en vigtig del af skolen, det er også det attraktive i det. Man er nødvendig for skolen, siger Anja Nørager-Nielsen.
På pladsen foran skolen står en gammel sofa og en tom lastvogn. Èn ud af fire arbejdsdage lakker mod enden, og næste weekend fortsætter arbejdet med at gøre gården klar til skolestart.

- Skolen er ikke kun undervisning. Børnene lever en stor del af deres liv der. At vælge sådan en skole, skal være et aktivt valg, siger skoleleder Anja Nørager-Nielsen. Foto: Kenn Thomsen
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her