

Se billedserie
Jyllinge: Dyner, puder, tøj, sko, legetøj og julepynt er bare nogen af de ting, der i øjeblikket fylder det gamle fjordmuseum, Fjordcenter Jyllinge, hvor de tre kvinder Tanja Nørgaard Christiansen, Vibe Bendix og Jeanita Nowak Lund har startet en gratis bazar, hvor alle de familier, der har mistet masser af deres ejendele i stormfloden, kan komme og hente ting - helt gratis. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
- Vi har simpelthen fået så mange ting, og hele museet bugner af legetøj, tøj og alt muligt, som folk har givet, fortæller Tanja Nørgaard Christiansen.
Flere forretninger i Egedal Centret har også doneret ting, ligesom man også har ansøgt Lego om at støtte med legetøj til børnene, og søndag leverede de flere paller kasser fyldt med nyt Lego.
Alle er velkomne til at komme at se, om der er noget, man kan bruge, men indtil nu har der ikke været så meget afsæt i tingene.
- Jeg ved ikke rigtigt, om folk måske synes, det er lidt pinligt. Men vi har valgt at have det her i museet, hvor man kan være lidt i fred, i stedet for at det skulle være nede i hallen (Jyllingehallen, red.), siger Tanja Nørgaard Christiansen.
- Men der har da været nogen forbi, og der har netop været en, der kom for en ven, som simpelthen ikke kunne overskue det lige nu. Men vi håber, at budskabet spredes, for vi har så mange gode ting, som folk har givet gratis og har foræret for at hjælpe de ramte, siger hun.
Bazaren i Fjordcenter Jyllinge har åben igen den 25. december klokken 10-14, den 26. december er der lukket, men så åbnes der op igen den 27. og 28. december også fra 10-14.
- Og hvordan der så er åbent efter det, finder vi ud af i løbet af ugen, siger Tanja Nørgaard Christiansen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her