Sidste lørdag i juni. Klokken er 16, og dér er den pæl, hvor verdenspressens kanonfotografer på denne dag plejer at være stuvet sammen bag en betryggende minestrimmel med alle apparater rettet imod fremtidens håb, som forventningsfulde og optændte af ungdommens gåpåmod er mere end klar til at kaste sig ud i årets vigtigste spurt fra Indgang East på Roskilde Festival.

Men der er ingen bunker af unge. Ingen forventningens glæde i miles omkreds. Ingen fjollede hatte eller sækkevogne overlæssede med discountbajere, ingen bannere, ingen pop op-telte, ingen monstrøse musikanlæg, gudskelov, ingen råben. Ikke så meget som en enkelt fladtrykt dåse i græsset. Ingen, der tisser i hegnet, ingen sikkerhedsveste. Intet politi, der kigger med fra sidelinjen. Her er ingenting at løbe efter. Selv de mest attraktive pladser til en uges festival forbliver ledige i år.

De eneste levende væsner i nærheden lader til at være de råger, der uanfægtet spankulerer rundt på græsset, som om de ejer det hele, og så føreren af den lille kongeblå Suzuki, som triller ind ad Poppelgårdsvej og fortsætter ned mod Covid 19-testcentrets hvide telte. I år er den orange dug, hvor der er højt til loftet, skiftet ud med en hvid, hvor udskejelser bare ikke duer.

Sådan er det i år. Havde det ikke været for den forbaskede virus, var støvet i dette øjeblik blevet hvirvlet op, og det havde lydt som opløbet af dansk travderby. På få minutter ville hele området være forvandlet til landets største teltby. Denne lørdag støver det ikke, selv om det både er tørt og blæsende. Det er værd at huske på, hvis man er ved at blive ramt af festivalblues. Der er intet, der er så galt, at det ikke er godt for noget.

På plussiden er også det manglende trafikale kaos og det faktum, at rigtig mange, som ellers ville være engageret i at få en lillebitte del af den store fest til at spille, har fået en hel uge foræret til at gøre alt muligt andet. Men selv det forekommer at være en ringe trøst, når vanen sidder så dybt i en, at man tager til åbning af festival, selv om der ingen er.

På den lille vold over Dream City står med kæmpe bogstaver »Me We,« og der er unægtelig mere »me« end »we« over Milen, når al halløjet og hurlumhejet er udsat. Selve byen, der plejer at være centrum for forfestens udskejelser, ligner en kulisse til en splatterwestern, og man venter nærmest at se zombier komme ud fra posthuset eller brandstationen.

Zombier er der nu ikke, men liv - det er der. Få minutter efter klokken 16 ruller en lille bil ind på græsset, og ud træder to unge mænd, der krænger T-shirten af og tager en slurk fra af en af de mange flasker vand, der klogeligt har taget med ud i ingenmandsland.

Turen er dog på ingen måde en højtideligholdelse af festivalåbningen, der ikke blev, fortæller de, for de er faktisk slet ikke klar over, at de har ramt selve dagen for det store indløb. De har været på arbejde, og efter fyraften er de taget ud for at finde et sted at slappe af, og det blev Milen, som de kender, men kun som et særpræget naturområde, for ingen af dem har været på Roskilde.

- Jeg går ellers meget på festival, og skulle også have været på en tysk metalfestival i år, som selvfølgelig er aflyst. Men jeg har faktisk aldrig været på Roskilde. Jeg tror, det er derfor, jeg er lidt draget af det her sted. Jeg synes, det er unikt. Lidt mystisk, hvis man ikke har været her før, for hvis man kigger på det, er det bare en spøgelsesby. Indtil den dag, jeg prøver det, er det bare nogle tomme bygninger, siger Jonathan Holstrup.

Han er 22 og smed. Det samme er hans kammerat Sune Øhlenschlæger.

- Jeg har en kammerat, som skulle have været herude for 10. gang i år, og han havde glædet sig helt vildt, men det blev så ikke til noget. Men jeg har heller aldrig været på Roskilde selv. Jeg har altid syntes, at det er lidt dyrt, og så tænker jeg: »En uge med bare at drikke mig fuld? Arrhhh..?« Så skal det godt nok været noget god musik! Jeg har ældre brødre og set, hvordan de har haft det, når de har været af sted og »jeg kommer lige hjem for at sove«-agtigt. De er lige hjemme for at få et bad. Badet er det vigtige for dem, siger Sune Øhlenschlæger.

- En af de ting, der får mig til at overveje at købe en billet til næste år, er, at det er koldtvandsbade, man også deler med tøserne! griner Jonathan Holstrup og bliver samtidig klar over, at det nok bliver vanskeligt at få fat i en billet, selv om han måske gerne vil.

- Der blev vildt tidligt udsolgt! Det var også kæmpe navne, de havde. Og der er også allerede udsolgt til næste år. Vildt, siger han.

Det nærmeste, Jonathan Holstrup hidtil har været en Roskilde Festival, var for et par år siden, da han havde en kæreste, der tog på Roskilde. Han selv blev hjemme, fordi musikprogrammet ikke rigtig sagde ham noget. Han er trommeslager og ved godt, hvilken musik han gider bruge sin tid på, og det blev ikke på Dyrskuepladsen.

De sætter sig det første og bedste sted, hvor der er plads i Dream City. Det er der over det hele. Nyder udsigten over søen, hvor to gråænder padler rundt. Udover vindens susen høres bare toget, der snegler sig mod Køge, og så er det muligvis en hare, der sidder derovre i hegnet.

Solen steger. Alle tiders festivalvejr, bare uden festival. Og hvis de to smede skulle finde på at komme igen på samme tid næste år, vil de med garanti ikke være alene, og stilheden vil være brudt. Og det er lige, som det skal være.