5. april 2020
Smat eller ej, så har Roskilde Festival altid været et sted, hvor alt kunne ske. Foto: Jens Wollesen
gallery icon

Se billedserie

Smat eller ej, så har Roskilde Festival altid været et sted, hvor alt kunne ske. Foto: Jens Wollesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Festival-anekdoter: Giga pudekamp og helstegt bus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Festival-anekdoter: Giga pudekamp og helstegt bus
Roskilde - 07. marts 2020 kl. 17:18
Af Steen Østbjerg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Og så var der den om dengang, da festivalen blev reddet af 250 renseribøjler. Og om bandet, der med en hvid løgn om nogle blomkål snød sig ind for at spille koncert. Og den om...

arrow Læs også: Roskilde Festival: Få et nostalgisk tilbageblik med alle plakaterne

Der var åbnet for sækken med røverhistorier, da Roskilde Bibliotek havde inviteret festivalfolk til en snak om deres oplevelser med den årlige begivenhed, som om få måneder finder sted for 50. gang.

En eksklusiv skare på henved 50 personer havde langt flere historier at byde på, end tiden tillod, men de, der kom frem, dækkede hele spektret fra den allerførste festival i 1971 til den seneste.

Leif Skov, festivalens første talsmand, betalte 30 kroner for en billet til den første festival, men var derefter med til at arrangere, og det var ikke altid let at blive enige om retningen, huskede han.

- Efter den første festival blev Roskildefonden og samlet byfestkomiteen, der nok aldrig havde hørt begrebet ungdomskultur. Det var 15-18 personer, der primært var sammensat af ungdomsklubbernes ledere og medarbejdere. Jeg oplever de første fire-fem, år som værende meget langt fra ungdomskultur og festival og musik. Det var en indsamlingsbegivenhed for børne- og ungdomsinstitutioner i Roskilde. Der er intet galt med det, men der var et gab mellem forståelse af den kultur, man havde budt indenfor, og det, den udviklede sig til. Vi i musikgruppen var ikke klubledere, der sad og håbede på det bedste for klubberne eller børnehaverne. Vi syntes, det var en begivenhed, der skulle være en del af en udvikling - og meget gerne forrest i en udvikling. Jeg vil ikke sige, der var kampe, men der var MANGE diskussioner, for det var to verdener, der sad som ledelse af samme begivenhed. Vi var i mindretal - men vi var lidt stærkere end de andre, og over nogle sæsoner ændrede det sig, så man forstod, at hvis man ikke bare skulle være en byfest med musik, var man nødt til at gøre en forskel i forhold til, hvad andre kunne præstere, sagde Leif Skov.

Aldrig booket

Hans efterfølger, Esben Danielsen, var første gang på festival i 1989, men så vidt han husker, fik han slet ikke set livemusik, hvilket muligvis havde noget med hjemmebrændt whisky at gøre, men havde det fuldstændig fantastisk alligevel.

Til hans store ærgrelse blev hans eget band ikke aldrig booket

- Jeg spillerede rockmusik i et band, der ikke blev booket af Roskilde Festival, og det var jo ikke, fordi der var noget galt med bandet! Vi kom til den konklusion, at når vi ikke fik så mange jobs, var det selvfølgelig, fordi der ikke var så mange spillesteder! Så det kæmpede vi for, og det blev til det Gimle, der er i dag, sagde Esben Danielsen.

- De, der kendte Esbens band på det tidspunkt, forstår, hvorfor de ikke spillede festival! sagde Leif Skov.

Dead Seagulls

- Men andre bands havde deres metoder. Engang først i 90'erne blev jeg kaldt over radioen af nogle vagter, der fortalte, at der var kørt en kassevogn ind forbi Poppelgården, og den nu »var kørt fast«, så den hverken kunne komme frem eller tilbage, og den havde generatorer og et helt band med, og nu spiller det. De var kommet ind nede ved Port 3, hvor de havde sagt, at de skulle ind til en bod med blomkål. Det var et orkester, som to-tre år i træk havde sendt kassettebånd ind, som man jo gjorde dengang - vi fik 2000-2500 kassettebånd fra bands hvert år - og nogen var fantasifulde. Hvis man hed The Oranges, sendte man os en kasse appelsiner - men vi fik aldrig døde måger!, sagde Leif Skov med et skævt blik til Esben Danielsen.

Orkesteret, der snød vagten for at komme ind at spille, var i øvrigt Zididada.

Simon og storskærmen

Det første år, festivalen rykkede en scene ud på campingområdet, var et nyt dansk band blandt dem, der skulle spille, men bandet havde kun sange til at spille i en halv time og ikke de fulde 45 minutter, som ellers man skulle, så det måtte spille nogle af numrene to gange. Men bagefter den spinkle forsanger i bandet syntes alligevel, at det var gået forrygende, huskede Esben Danielsen.

- Det var Nephew, og Simon Kvamm sagde bagefter, at de havde fået en masse selvtillid af, at det var så mange mennesker foran scenen. Det plejede der nemlig ikke at være, men dér var der sindssygt mange. Og det var fordi storskærmen bag dem var klar til at vise VM i fodbold, så mange tusind stor klar til at se fodbold, og vi havde parkeret den der lastbil midt i det hele! sagde Esben Danielsen.

EM '92

Da talen faldt på fodbold, måtte Leif Skov også fortælle om EM i 1992.

- Indtil da sagde vi: »Vi er en musikfestival. Vi har ingen storskærme.« Men efterhånden som Danmark gik videre, måtte vi jo gøre noget, og jeg var ude at skaffe 200 fjernsyn, som blev sat op på lokumstage og bardiske. Vi fik også en lille storskærm til 2-3-4000 mennesker, som blev sat op uden for Gloria. Så skulle vi have nogle antenner til de side fjernsyn! Der fik vi 250 renseribøjler, som elektrikere og lærlinge rettede ud som stueantenner og satte op - og det var en fantastisk oplevelse af den kamp. Tyskere, der dengang var mange af på festivalen, og danskere stod med hinanden og så fodbold på små lorteskærme. Man har et standpunkt, så længe det kan holde, konstaterede Leif Skov.

Dagen efter gik der tyskere - flere hundrede - rundt i T-shirts, hvor der stod »We lost 2-0.« Hvordan de havde nået det, anede Leif Skov ikke, men han anerkendte gimmicken for sin gode humor og gode praktik.

Post-it på T-shirten

Apropos T-shirts findes der en formentlig stadig eksemplarer af den særlige festival-T-shirt, der blev lavet i 1992. Det var 500-året for Columbus' opdagelse af Amerika, og festivalen valgte blandt andet, at en indiansk kunstner skulle designe T-shirten, og i processen blev logoet på T-shirten sendt frem og tilbage mellem trykkeren og kunstneren adskillige gange.

- Endelig blev den firfarvede film, der skulle trykkes efter, godkendt, og der sad en lille post-in på filmen med teksten »Stig, er det noget i den retning, du mener?« - og da vi 14 dage senere fik tre-fire kasser med T-shirts, var den gule post-it trykt på. - Vi fik trykt nogle nye! fortalte Leif Skov.

Brændt bus

Marie Danielsen var med til at gøre kunst til en del af festivalen, og hun fortalte om dengang der blev hyret finske kunstnere, der bød på en ristet bus.

- Vi fik et stort spid op, og en bus kom på spiddet og blev kørt rundt over en ild, der kom fra 50 murerbaljer med bananolie i. Bussen blev skåret i skiver med en skærebrænder og serveret i lunser. Men sommeren var knastør, så brandvæsnet forbød projektet, så en nat blev bussen kørt til Hove Grusgrav og brændt helt af for næste morgen at være tilbage på spiddet, så der fortsat kunne serveres ristet bus for publikum, fortalte Marie Bertelsen.

Graffiti

Festivalens musikchef, Anders Wahrén, var ikke til stede, men Esben Danielsen kunne fortælle, at det var ham, der som cirka 14-årig var manden bag festivalens første graffitiprojekt. Han fik politimester Uffe Kornerups velsignelse til, at det kunne foregår på hestetorvet, »hvis ellers dåserne kunne holdes til Hestetorvet.« Det kunne de - lige bortset fra det par dåser, som to gutter »lånte«.

- Den ene var rød, den anden var blå, så vidt jeg husker - og det kunne man se på den stribe, der løb hele vejen ned ad vinduerne på den ene side af hovedgaden, og på den anden side, indtil der ikke var mere i. Dét syntes Kornerup ikke var så heeelt super idé! grinede Esben Danielsen.

Fjer, fjer og atter fjer

Et af de første år efter de sociale mediers indtog blev kommunikation lettere, og via festivalens facebookside kunne man se, hvilke arrangementer publikum selv tog initiativ til. Det var mange, og det var spændende - og helt ustyrligt, fortalte Esben Danielsen.

- På et tidspunkt tog beredskabskontoret fat i mig og sagde: »Vi tror, der er en større pudekamp under opsejling.« Der foregik simpelthen en hvervning på facebook, og folk skulle tage deres hovedpude med nede på den anden side af badesøen, og så skulle der være pudekamp. Og hvad gør man så? Vi sendte en masse orange smilende mennesker ned, så de kan være klar til at hjælpe til, hvis der skulle ske noget. Der var cirka 1000 mennesker til pudekampen, og det var en fest, og ingen kom til skade - og bagefter var det hele dækket med fjer. Hvad ingen havde tænkt over, var de fem mennesker, der kom med alpint skiudstyr, for der var en bakke med fjer, som de troede, de skulle stå på ski ned ad. DE var de eneste, der kom til skade! sagde Esben Danielsen.

arrow Festival´71: Derfor holdt Mogens og Jesper kun én festival
21. juni 2017 kl. 08:35 Opdateret: kl. 08:51
arrow Festival´71: Så smadret var pladsen efter den første festival
20. juni 2017 kl. 18:45 Opdateret: kl. 15:37
arrow Festival '71: Fri-skidning, gratister og mangel på mad
17. juni 2017 kl. 14:29 Opdateret: kl. 18:10

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk