
Det kniber gevaldigt med at holde ordentligt rent i den tidligere Fakta i Trekroner, der siden marts har heddet Coop Hverdag.
Så stort er problemet, at Fødevarestyrelsen nu tre gange i træk har givet indskærpelser, og derfor har forretningen nu fået en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Indtil 12. juni blev kunderne i forretningen ellers mødt med en glad smiley, men den forsvandt, da en kontrollant fra Fødevarestyrelsen kunne konstatere, at der var snavset, blandt andet i bake-off-køkkenet, i køleskabe blev der fundet indtørret brunlig væske, og på døre til køle- og fryserum er der mørke belægninger af ældre dato.
I midten af august var der genbesøg. Det førte til endnu en indskærpelse og en bøde. Gulvet i kølerum var ganske vist blevet vasket, men kun vise steder og i snavset vand, og ser var indtørrede spildte væsker på gulvet. Virksomheden lovede, at der blev gjort noget ved tingene med det samme.
Senest blev forretningen kontrolleret den 25. september - med samme nedslående resultat. I køleskabet med pålæg var der mørke plamager, kaffeautomaten var uhumsk, flere steder var der stadig snavs på gulvet, og låger til skabe med fødevarer var fedtede.
Virksomhedens svar var, at »det ordner vi, vi begynder med det samme« - men det ændrer ikke ved, at der denne gang blev givet en bøde på 10.000 kroner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her