
Peer Seipelt erkender gerne, at han gik lidt i sort, da statsminister Mette Frederiksen den 11. marts meddelte, at landet blev lukket ned for at undgå, at coronasmitten bredte sig yderligere.
Som indehaver af Pipers Hus i Byparken i Roskilde frygtede han at gå glip af restaurantens to bedste måneder, april og maj, og det kom til at holde stik, men det vidste han selvfølgelig ikke på det tidspunkt. Men frem for at blive ved med at græmme sig valgte Peer Seipelt en anden løsning.
- Jeg tænkte: »Hvad med alle varerne?« Jeg kunne ikke få mig selv til at smide dem ud, siger han.
Positiv oplevelse
Peer Seipelt lavede den 13. marts et opslag på Facebook, hvor det blev meddelt, at Pipers Hus ville lave retter ud af sin madbeholdning og give den gratis væk til personer, som var ramt af karantæne på grund af corona.
Det gjorde de tre dage i træk, og reaktionerne fra folk var overvældende. Det væltede ind med positive kommentarer, men lige så positivt var det for Peer Seipelt at opleve, hvor mange der tilbød at hente maden for andre, som jo i sagens natur ikke kunne komme ud, fordi de var i karantæne.
- Det var dejligt at se, at folk kom og hentede til andre, siger han.
Samfundsansvar
Efter en uge var der tømt ud i madbeholdningen, men Pipers Hus gik derefter over til at sælge en dagens ret som takeaway hver onsdag til lørdag den næste måneds tid. Fra mandag den 18. maj kunne restauranten byde gæsterne velkommen igen, men gestussen fra i marts er ikke glemt.
»Da vi lukkede landet på grund af corona, udviste de initiativ og samfundsansvar ved at lave gratis måltider til de, der blev sat i karantæne. De tænkte ud af boksen og fik brugt de madvarer, der ellers ville gå til spilde. Det er god ledelse!« står der i den indstilling, der har ført til, at Pipers Hus er blandt de nominerede til Roskilde Erhvervspris 2020.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her