3. august 2021
Dizzy Mizz Lizzy brager ud i det store og dunkle hovedrum , der indbyder til at gå på opdagelse med alle sanser.
gallery icon

Se billedserie

Dizzy Mizz Lizzy brager ud i det store og dunkle hovedrum , der indbyder til at gå på opdagelse med alle sanser.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Er I der, Roskilde?: 'Smattens Magi' på Ragnarock fortjener flere besøgende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er I der, Roskilde?: 'Smattens Magi' på Ragnarock fortjener flere besøgende
Roskilde - 06. juni 2021 kl. 07:40
Af Tekst og foto: Tomas Skov

'Waterline' med Dizzy Mizz Lizzy brager ud i det dunkle lokale, da jeg bevæger mig ned ad den brede trappe, der forbinder 3. og 2. sal på Ragnarock. Musikken dør hen og glider over i et lydtapet af lejrstemning, latter og klirrende flasker.

arrow Læs også: Ingen blev trampet ihjel på Dyrskuepladsen

Meget finder jeg ikke på udstillingen 'Smattens Magi': Lydtrykket, solen i øjnene, støvet i luften og menneskemasserne i en konstant bølgende bevægelse omkring mig. Men her er bestemt en bid af stemningen fra den festival, vi så smerteligt har måttet undvære gennem to år.

Alene på festival

Denne onsdag eftermiddag på Ragnarock må jeg dele oplevelsen med mig selv, for museet har på linje med en række andre kulturinstitutioner fortsat svært ved at lokke gæster til.

Som bekendt kan intet erstattet den legendariske Roskilde Festival. Men i mangel på den ægte vare kan man her begive sig et godt stykke ned ad Memory Lane på genbesøg i 50 års festivalhistorie.

De bedste dage

På paller midt i det store lokale står et tableau af festival-nostalgi i form af plakater, gummistøvler, højttalere, hippietøj og solbriller lukket inde - naturligvis - bag et mobilhegn.

Også den oppustelige og igennem mere end 20 år ikoniske 'Alien boller ko'-figur vejrer fra sin stang, som den så ofte har gjort foran utallige koncerter på Roskilde Festival. Det skæve festival-ikon blev skabt i en brandert i 1999.

Bag tableauet er bagvæggen dækket fra gulv til loft med festivaltelte, lysende i lilla og med påmalede udsagn fra festivalgæster: 'Fem dage med mudder, tømmermænd, sved og dårlig ånde. Og stadig de fem bedste dage på året', lyder ét af dem.

Festivalens katedral

Ved en tv-skærm kan jeg trække i et festivalarmbånd, hvorefter den lille film går i gang. Ved denne skærm fortæller nogle af festivalens bagmænd om historien bag, herunder bagmanden over dem alle, Leif Skov. Han fortæller, at festivalen i sin tid indkøbte Canopy-scenen for 10.000 pund uden dengang at ane, hvilket varemærke den orange teltdug skulle vise sig at blive. Papirmodellen, som Leif Skov brugte til at overtale resten af festivalledelsen til at købe Orange Scene, hænger på væggen nærved.

Overalt på museet er der små, letlæselige infoplader - også om de frivillige, der hvert år rejser Conopy-scenen: 'Hvis Roskilde Festival er en by, er Orange Scene katedralen. Det udløser et helt særligt sammenhold i byggeholdet. En gang Canopycrew, altid Canopycrew. Det er en klan omgærdet med respekt, ritualer og traditioner', står der blandt andet.

Tre af de store

Rummet er tæt pakket med plakater, armbånd, billetter, bannere, billeder, telte, merchandise og film- og lydklip fra både campingområdet og scenerne. En væg er prydet af tre helt umiddelbart aflæselige ikoner: Den stiliserede pistolhånd fra Magtens Korridorer; barneansigtet fra Dizzy Mizz Lizzys selvbetitlede gennembrudsalbum; og en tostrenget bas fra D-A-D. Sidstnævnte er det band, der har spillet flest gange på Orange Scene - 10 ud af deres 11 optrædener på Roskilde Festival er foregået her på festivalpladsens tinituscenter.

Den store tragedie

Du kan lege festival-gud og indrette din egen Roskilde Festival på et stort tableau over festivalpladsen; du kan lave din egen festivalplakat, eller du kan gribe knoglen i den magiske telefonboks og ringe tilbage i tiden.

En udstilling om 50 års festival kommer naturligvis heller ikke uden om Pearl Jam-ulykken en regnvåd fredag aften i 2000, hvor ni festivalgæster mistede livet. Et lille rundhus i udstillingen er dedikeret til mindet om det, der fortsat er den største ulykke i europæisk festivalhistorie.

'Du møder hele tiden ulykken på festivalen. Når din sidemand passer ekstra godt på dig. Når du ser vagter i gule veste tale i store headsets. Når du går ind mellem pittens aluminiumshegn. Når skilte med No Crowdsurfing toner frem for dig. Når du sidder under de ni birketræer ved mindelunden', lyder et uddrag fra én af de mange nedfældede erindringer.

Del din oplevelse

Roskilde Festival samler op imod 130.000 gæster og frivillige til årets helt store frikvarter, og her går jeg helt alene i det nærmeste, jeg kommer en festival i år. Intet erstatter en Roskilde Festival, men denne udstilling fortjener at tiltrække langt flere gæster. Jeg anbefaler, at man kommer i flok - for hvilken bedre ramme finder man i disse tider til at dele koncertminder og lejrhistorier undervejs?

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk