21. april 2021
Anna Bondo Nielsen var på forhånd udset til at blive Enhedslistens spidskandidat til kommunalvalget i Roskilde.
Anna Bondo Nielsen var på forhånd udset til at blive Enhedslistens spidskandidat til kommunalvalget i Roskilde.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Enhedslisten satser på rutinen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Enhedslisten satser på rutinen
Roskilde - 08. marts 2021 kl. 18:40
Af Steen Østbjerg

Enhedslisten i Roskilde er tvunget ud i et generationsskifte, fordi begge de kandidater, der blev valgt til byrådet ved sidste valg, har besluttet at stoppe - Henrik Stougaard er allerede stoppet, og Susanne Lysholm Jensen følger trop, når valgperioden er omme - og alligevel satser Enhedslisten på erfaringen og rutinen ved valget til november.

arrow Læs også: Vælgermagneten der kom i byrådet på et afbud

På EL's virtuelle generalforsamling søndag blev der sat navn på de fire første kandidater på listen, som er en partiliste, og som derfor vejer meget tungt i forhold til rækkefølge, kandidaterne bliver valgt ind, og her foretrak medlemmerne »det erfarne« alternativ frem for »det yngre.«

I begge alternativer var Anna Bondo Nielsen, 56, der netop er trådt ind i byrådet som afløser for Henrik Stougaard, placeret som nummer ét, så allerede inden generalforsamlingen var det reelt afgjort, at det seneste par valgs store stemmesluger på liste Ø denne gang kommer i front for partiet.

På de næste pladser kom Birgitte Baktoft, 65, Jonas Paludan, 40, og Danny Nielsen, 29. Det blev foretrukket frem for en rækkefølge, der hed Danny Nielsen, Birgitte Baktoft og Jonas Paludan.

Fortid som socialdemokrat

Lige som Anna Bondo Nielsen er Birgitte Baktoft lærer. Hun arbejder i Glostrup og sad tidligere i Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse - og hun har en fortid som medlem af Socialdemokratiet, som hun meldte sig ud af efter indgrebet i lærerkonflikten i 2013.

Danny Nielsen flyttede fra Aalborg til Roskilde for at studere social entreprenørskab og management - et studie, han blev færdig med sidste år. Som 18-årig var han aktiv på en lokalliste i Aalborg, men holdt sig ude af partipolitik indtil slutningen af 2019, hvor han meldte sig ind i Enhedslisten i Roskilde, hvor han er medlem af bestyrelsen.

Gymnasielærer Jonas Paludan har tidligere været nummer ét på liste Ø, men efter at have været formand for klima- og miljøudvalget forlod han byrådet efter sidste kommunalvalg. Han er dog forblevet særdeles aktiv i partiet, hvor han nu er medlem af hovedbestyrelsen og tillige er blevet valgt som folketingskandidat i Roskilde-kredsen - og altså også nu er klar til en ny tørn i byrådet, hvis vælgerne giver Enhedslisten tre mandater.

Jonas Paludan (tv) var som formand for klima- og miljøudvalget med til at indvie genbrugspladsen på Vestre Hedevej i 2016. Han forlod byrådet efter sidste kommunalvalg, men er nu klar til at prøve igen. Foto: Kenn Thomsen

Risiko for dobbeltmandat

Sandsynligheden for, at han skulle ende med et dobbeltmandat er dog så lille, at den ifølge Enhedslistens kontaktperson Åge Skovrind ikke blev drøftet på generalforsamlingen - men det skyldes alene, at partiets også til folketingsvalgene stiller op med en klar prioritering af de forskellige kredses kandidaterne, og i dén sammenhæng får en ny folketingskandidat som Jonas Paludan det formentlig hårdt. At kommunalvalget skulle resultere i et comeback til byrådet for ham, er derimod meget sandsynligt.

- Vi håber på at få tre mandater. Det har vi haft før, og det er ikke urealistisk, mener vi. Og skulle vi få fire, bliver vi meget glade, siger Åge Skovrind.

Enhedslisten holder ekstraordinær generalforsamling på tærsklen til sommerferien. Til den tid sættes der flere navne på listen, men de fire, der allerede er på plads, giver anledning til optimisme blandt de rød-grønne.

- Vi synes, at vi med de fire øverste har fået en rimelig god spredning på listen allerede - kønsmæssigt, aldersmæssigt og erfaringsmæssigt - så vi er fortrøstningsfulde, siger Åge Skovrind.

arrow Henrik Stougaard har deltaget i sit sidste byrådsmøde
11. februar 2021 kl. 13:48 Opdateret: kl. 13:48
arrow Stougaard: Et nyt hold er klar til at tage over i EL
27. januar 2021 kl. 11:55 Opdateret: kl. 13:37
Fra den 21. april må eksempelvis restauranter åbne for servering udenfor og indenfor men med restriktioner. Er reglerne for at gå ud og spise og drikke for indviklede?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk