
Ved en afstemning blandt medlemmerne hos Enhedslisten i Roskilde er tidligere byrådsmedlem og formand for Klima- og Miljøudvalget Jonas Paludan blevet indstillet til at være ny lokal folketingskandidat.
I sidste ende er det dog partiet, som fordeler de forskellige kandidater rundt om i kredsene indenfor Region Sjælland. Men det vil være underligt, hvis Enhedslisten ikke tager en respekteret lokal skikkelse til at stille op i Roskilde, som er partiets 'højborg' på Sjælland.
Jonas Paludan afløste i 2012 Christian Holtet som medlem af byrådet for Enhedslisten. I 2013 blev han genvalgt sammen med Henrik Stougaard samt Susanne Lysholm, og i det næste fire år blev han formand for det nyoprettede Klima- og Miljøudvalg.
I 2017 genopstillede han længere nede på partiets liste og blev ikke valgt, fordi han ville have mere tid til at passe sit arbejde som lærer på Roskilde Gymnasium samt familien med to børn.
I flere perioder har han dog været medlem af partiets indflydelsesrige hovedbestyrelse og deltaget i arbejdet med at udarbejde en rød-grøn klimapolitik.
Under sine år i Roskilde Byråd blev Jonas Paludan respekteret for en venlig og ordentlig facon, samtidig med at han havde de faglige og saglige argumenter i orden for sine synspunkter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her