

Se billedserie
Der findes som bekendt flere udgaver af Lars Løkke Rasmussen. Mandag aften var det både Lune Lars og Statsmands Lars, der satte sig i en lænestol på scenen i Roskilde Kongrescenter for at hygge sig med journalist Kirsten Jacobsen, som han har begået bogen Befrielsens Øjeblik sammen med, og nogle hundrede betalende gæster.
Aftenen tog sig ud som en venskabelig samtale om Lars Løkke Rasmussens liv i politik. De to på scenen gjorde deres yderste for at fremstå afslappede, impulsive og ukoreograferede, og det meste var med til at tegne et billede af hovedpersonen som en ægte statsmand og hyggelig fyr.
Formlen er kort sagt, at Lars Løkke Rasmussen tager hul på et emne med en lun, sjov, ironisk eller underspillet bemærkning, som leder hen mod, at han i al beskedhed kan fortælle, at han jo hele tiden har villet det bedste for Danmark.
For eksempel mener Lars Løkke Rasmussen, at det nu er tid til at nedlægge regionerne, men at det også var rigtig godt, at han oprettede dem, fordi amterne var meget værre, hvad han i øvrigt selv oplevede som amtsborgmester. Og så kan han runde af med en ny joke om udueligheden på datidens Hillerød Sygehus, så det ikke bliver alt for selvhøjtideligt.
Den form fungerede for det meste. Det blev dog en anelse for tykt, da Kirsten Jacobsen indledte snakken om regionerne.
- Jeg vil gerne sige én ting til dig. Det er, at det er på det punkt, jeg synes, du har gjort allermest for Danmark... Og nu må I gerne klappe for Lars, sagde hun og udløste et halvslattent bifald fra salen.
Ellers var publikum i den grad på Lars Løkke Rasmussens side. De ville bare hellere tiljuble hans egne anekdoter og oneliners, og dem fik de i rigt mål.
For eksempel gav han den som Lille Lars fra Græsted, da han underspillet fortalte om den dag, han var sammen med Barack Obama og jo jo... ja ja, han imponerede da vist lige den amerikanske præsident.
Lars Løkke Rasmussen foldede sig rigtigt ud sine anekdoter fra møderne med Donald Trump, som han både imiterede og grinagtiggjorde. Nu skulle han heller ikke blæse sig for meget op og sagde, at det måtte være nok om ham Trump, men Kirsten Jacobsen fik ham pudsigt nok alligevel til at fortælle om, da han satte Donald Trump på plads og alligevel vandt hans respekt, som én gadedreng til en anden.
Det var, da den amerikanske præsident skosede en lang række europæiske lande for ikke at bruge to procent af bruttonationalproduktet på militær, men hvor Løkke måtte forklare ham, at Danmark forholdsvis har mistet lige så mange liv i Afghanistan som USA.
- Han har lige siddet og rost grækerne, som betaler mere end to procent. Og jeg tror ikke, der er en græsk flådekaptajn, der har været ude af Piræus Havn nogensinde, sagde Lars Løkke Rasmussen til stor moro blandt tilhørerne.

Der blev fortalt mænge anekdoter og langet en del muntre bemærkninger ud over scenekanten, da Lars Løkke Rasmussen talte i Roskilde Kongrescenter. Foto: Kim Rasmussen
Fra publikum blev der også spugt til, hvad der egentlig skete i den berømte kælder i Odense, da Lars Løkke Rasmussen fik Kristian Jensen til at trække sit modkandidatur som formand for Venstre.
- Egentlig foregik der jo ikke rigtig noget, sagde han og forklarede så, at der i løbet af aftenen blev talt opfordringer fra hovedbestyrelsesmedlemmer til, at han skulle gå og blive som formand. Flest ville have ham til at blive, og det slog hovedet på sømmet.
- Jeg vidste, at jeg ville vinde en afstemning, men også at det ville være sårbart for både mig og partiet. Så jeg sagde til min kære udfordrer, at den vinder du ikke. Nej, det gør jeg ikke sagde han så.
Noget lignende kunne måske være sket tidligere i år til hovedbestyrelsesmødet i Brejning, men den kamp tog Lars Løkke Rasmussen ikke.
- Det havde bare været alt for sårbart, så jeg tænkte, at det går ikke, sagde Lars Løkke Rasmussen, som slog fast med syvtommersøm, at han ikke kommer til at starte et nyt parti, hvad han ellers får mange opfordringer til.
- Jeg er jo venstremand. Jeg har ikke haft nogen ambitioner om ikke at være venstremand mere, sagde han efter også at have begrundet det med, at der i forvejen er alt for mange partier i den borgerlige blok.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her