
Stor var min overraskelse, da jeg læste Jeppe Trolles mærkværdige og meget lange indlæg om Kommunernes Landsforenings plan om at lukke ARGOs forbrændingsanlæg, Energitårnet.
Nu er KLs plan hældt af brættet af eksperterne, den duede ikke. Den er også hældt af brættet politisk, fordi ikke engang KLs egne medlemmer - eller sågar næstformanden - bakkede op om planen. KL havde ikke forhandlet den færdig med sine egne medlemmer. Energitårnet står ikke til nedrivning. Og vi har spildt syv måneder i kampen mod CO2-udledningerne.
Jeg måtte læse Jeppe Trolles indlæg en gang til! Han tager æbler, pærer og bananer og blander det hele sammen til en skøn portion frugtsalat. Jeg kan kun se det som et forsøg på - nu bagefter - at udråbe helte og skurke.
Og Jeppe Trolles budskab er klart: det er Radikale Venstre i Roskilde Byråd, der er heltene. Tillykke med den selvindsigt. Men når der er helte i et eventyr, så skal der naturligvis også findes nogle skurke. Og det er så mig og Socialdemokratiet i Folketinget i al almindelighed, der er skurkene. Hvor kom den lige fra? Jeg ved det ikke.
Et bredt flertal i Folketinget, inklusiv RV, har besluttet et meget ambitiøst mål: vi vil reducere dansk CO2-udledning med hele 70 pct. i 2030. Og vi er i arbejdstøjet. Regeringen endevender alle områder i jagten på CO2: boliger, transport, landbrug - alle steder skal vi reducere CO2, alle kommer til at bidrage. Et lille hjørne af de mange forhandlinger er så affaldsforbrænding, der er kommunernes ansvar.
Kommunerne har for stor kapacitet - for mange ovne. Vi beder nemlig alle danskere om at gøre sig umage med at sortere deres affald mere, især plastik. Det gør det nemmere at genanvende, og mindre skal brændes af.
Sund logik siger, at mindre affald medfører færre ovne og mindre CO2. Men nej. For kommunerne vælger at importere affald for at brænde det af, så de kan udnytte de ovne, de nu engang har. Og vi vil få nul komma nul CO2-reduktion.
Derfor er der kun én vej: færre ovne. Regeringen fik lavet et utal af analyser og undersøgelser for at finde en vej ud af miseren. Folketingets partier blev inviteret til forhandlinger. Og i juni sidste år knoklede vi os frem til et bredt forlig, igen inklusiv Radikale Venstre: affaldet skal sendes i udbud, så kommunernes anlæg må konkurrere om det - og lukke de anlæg og ovne, der taber konkurrencen. Samtidig strammer vi miljøreglerne. Og holder nøje øje med udviklingen, så vi kan gribe ind, hvis ikke der lukkes anlæg. Alt sammen med forsikring om, at borgerne naturligvis fortsat skal garanteres både varme og el.
KL mente, at de kunne gøre det bedre og bad selv om et halvt år til at komme med en fælles kommunal løsning. Vi lyttede. De knoklede med sagen, men det lykkedes ikke. Og de har sagt meget klart, at de ikke vil arbejde videre med planen for at udbedre problemerne. Så er den bare ikke længere. Vi må gå tilbage til Folketingets plan om konkurrence. Vel at mærke en plan, som Radikale Venstre har samarbejdet om på strålende vis.
Hvad Jeppe Trolles helterolle er i den sag, har jeg svært ved at se. Jeg har siddet ved forhandlingsbordet, og jeg har ikke hørt fra ham under de lange forhandlinger. Jeg har ikke set ham ved noget forhandlingsbord. Jeg har kun set ham som medunderskriver af et indlæg i avisen, hvor han sammen med resten af byrådet retter en sønderlemmende kritik af KLs plan - selvom han selv sidder i KLs eget miljø- og forsyningsudvalg.
Byrådet beder os om at droppe KLs plan og lave en anden, der sikrer, at de mindst effektive og mest forurenende lukker. Byrådet får deres ønske opfyldt. Gør det Jeppe Trolle mere grøn end alle andre? Er der overhovedet helte og skurke i denne sag? Et bredt forlig mellem både røde og blå i Folketinget - det er da dansk politik, når det er bedst.
Jeg tror, at Jeppe Trolle står temmelig alene med kåringen af sig selv som helt i denne sag. Alle partier, med undtagelse af DF og Nye Borgerlige, har samarbejdet om at finde en løsning i fællesskab - ideologierne blev lagt til side, fordi vi har et fælles mål. Man må forstå, at det åbenbart er med undtagelse af den selvudnævnte helt i historien, Jeppe Trolle.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her