13. august 2020
Komponisten og musikeren Hanne Tofte Jespersens mor bor på Kristiansminde Plejecenter. Foto: Thomas Olsen
Komponisten og musikeren Hanne Tofte Jespersens mor bor på Kristiansminde Plejecenter. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Ældresektoren har for længst udfordret min dømmekraft

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Ældresektoren har for længst udfordret min dømmekraft
Roskilde - 15. juli 2020 kl. 13:11
Af Hanne Tofte Jespersen, komponist og pårørende
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kristiansminde Plejecenter er kommet i søgelyset og ikke for det gode, som ellers har kendetegnet dette moderne plejecenter i Roskilde Kommune. Men den situation, som har fået en beboer og hans pårørende til at gå i pressen, er ikke kun et lokalt problem.

arrow Læs også: Debat: DF: Sag om omsorgssvigt må undersøges

Derfor er det godt, at der kommer opmærksomhed på, hvordan hverdagen forløber for den del af befolkningen, der tilbringer slutningen af livet »på plejehjem«.

Vi er nødt til at diskutere, at den danske plejesektor er blevet en ramme om omsorgssvigt. Men det er vigtigt at rette skytset det rigtige sted hen. Artiklerne i DAGBLADET retter det især mod personalet, der arbejder med vore gamle og svage. Det synes jeg ikke, er retvisende.

Pårørendes perspektiv

Jeg er selv nærmeste pårørende til en beboer på Kristiansminde. Den råbende dame, som bliver omtalt af en tidligere medarbejder på plejecentret, kunne meget vel være min mor.

Min og min families erfaring med Kristiansminde er, at de ansatte yder en kæmpe indsats. Dem »på gulvet« er bare alt for få til at kunne yde den omsorg, som plejekrævende beboere egentlig har brug for. For slet ikke at tale om en rehabiliterende indsats. Det sidste er en vision, ikke virkelighed. Derfor kommer vi hinsides værdighed.

Vores erfaringer med Kristiansminde er, at det ikke er svært at komme i dialog med centerets ledelse. Det svære er at sætte ind over for det, der mangler. Når jeg har haft møder med centerleder/afdelingsleder/kontaktpersoner/ældrepsykiatrien, som har tilsynet med demente, så ender vores samtale gerne samme sted. Nemlig ved det, de ikke kan ændre på: PERSONALENORMERINGEN, som er afgørende for beboernes trivsel.

Det er kendetegnende for både ansatte og os pårørende, at vore begreber for, hvad der er menneskeligt rimeligt, konstant udfordres. Det værste og mest bekymrende ved virkeligheden i et plejecenter er, at grænserne for anstændighed hele tiden udvides. Det påvirker dømmekraften.

Vore grænser bliver (alt for) vide

Jeg oplever selv, at mine begreber om anstændighed er svære at fastholde. Min dømmekraft udfordres, hver gang jeg besøger min mor.

Demens er helt sikkert afgørende og udslagsgivende for hendes nuværende, meget dårlige tilstand. Men jeg og mine søskende har mange gange spurgt os selv, om vores mor også er blevet dårligere og mere dement af de forhold, hun lever under.

Der er forskningsmæssigt belæg for, at demens forværres af mangel på menneskelig kontakt. Alligevel har jeg i de to år deltaget i en række møder om min mors tilstand, hvor vi er tvunget til at kigge alle andre steder hen end det mest oplagte: Manglen på tid hos dem, der har med hende at gøre. Tid til at træne de funktioner, hun havde i behold. Tid til at tage hende udenfor. Tid til bare at sætte sig ned og være til stede sammen med hende. Det er ikke muligt.

Det lokalpolitiske ansvar

Oveni den generelle dårlige normering er der på Kristiansminde indtrådt det, stedet indtil foråret 2019 havde været forskånet for: Personaleflugt.

Roskilde Kommune tog for halvandet år siden en politisk beslutning om at omdanne Kristiansminde til demenscenter. Ligningen i den beslutning er en winwin for det forældede Asterscenter, der skal lukke og beboerne flyttes til Kristiansminde, når det nye Hyrdehøj Plejecenter engang er færdigbygget. For de 60 beboere i Kristiansmindes nuværende tre somatiske huse blev beslutningen årsag til stor usikkerhed og gennemtræk på personalesiden. De ikke-demente beboere og personalet skal flytte til Hyrdehøj.

Det Kristiansminde, der var kendetegnet ved stabilitet og høj faglighed, er det ikke længere.

Viljen til omsorg er der, ledelse og personale gør, hvad de kan, og mere til. Men kvalificerede sosu'er og sundhedshjælpere kan vælge og vrage mellem stillinger i dagens Danmark. Et plejecenter midt i en kaotisk omstillingsproces, hvor halvdelen af beboerne skal flyttes om gud ved hvor lang/kort tid, er selvsagt ikke det mest attraktive i landskabet. Hvis man har lyst til at prøve noget andet, er det tiden til at rejse.

Et eksempel på utilstrækkelig normering

I stedet for tid til menneskelig kontakt i den offentlige sektor er der opstået en række buzz-words. »Forventningsafstemning« er et sådant. Socialdirektøren, der interviewes i DAGBLADET den 13. juli bruger reelt ordet til at legitimere, at der i plejesektoren er givet køb på omsorgen. Borgeren, der har en forventning om at blive mødt med omsorg i det plejecenter, han/hun har fået bolig i, må justere sin forventning. For systemet kan ikke imødekomme den. Men hvor slemt skal det blive, før vi ændrer kurs?

I aftenvagterne mandag-fredag fra klokken 15-23 og i weekendernes dag- og aftenvagter er der én (1) ansat til 10 beboere. Du har en kollega i det tilstødende hus, der også har 10 beboere at sørge for. I skal assistere hinanden.

Forestil dig 20 plejekrævende ældre/gamle mennesker. De fleste sidder i kørestol eller er sengeliggende og kan ikke selv flytte sig fra seng til kørestol. Mange af dem skal have skiftet ble, stomipose, kateder. De skal have medicin på faste tider, gøres klar til måltider, til natten; skal op af sengen, skal lægges påny.

Mindst halvdelen af beboerne kan ikke spise selv. Hvis du er heldig, kommer der her en »springer« til. Det er en ansat, som går/springer fra hus til hus og skal yde en indsats der, hvor der er allermest behov for at være to.

Virkeligheden er, at alle ansatte springer rundt stort set hele tiden. Deres telefon »bipper« konstant. De har rigtig travlt med at gøre det så godt som muligt. Og slet ikke tid til at sætte sig ned hos den enkelte. Til gengæld får de hvad? En elendig løn og nu også kritik i pressen. Det er ikke det rigtige sted at rette skytset hen.

Det landspolitiske problem

»Helt banalt mangler der ressourcer... Vi er gået i gang med at prioritere velfærden igen, men det kommer til at tage tid«, siger statsminister Mette Frederiksen ifølge Ritzau den 14. juli.

Vi taler om følgevirkninger af 20 års skattestop. Men hvor var den socialdemokratiske regering henne, da social- og sundhedsassistenter og sundhedshjælpere heller ikke ved overenskomtstforliget 2020 opnåede et ordentligt lønløft? Det som dels kunne gøre området mere attraktivt at søge ind i, dels ville tjene til påskønnelse af den helt uundværlige indsats, de yder for vores ældre medborgere - det blev forpasset.

Og hvor er I (S) henne, når der diskuteres Tobinskat og andre økonomiske instrumenter, som kan tages i anvendelse? Corona Covid-19 har vist, at samfundet kan sætte ind med massiv økonomisk støtte. Hvornår kommer turen til plejesektoren?

For hvem svigter hvem? Før eller siden bliver vi alle »kunder i butikken« - som pårørende og/eller som kommende beboere. Den samlede plejesektor i Danmark lider fatalt under manglende ressourcer. Vi svigter hinanden.

Ledere i kommunerne ansættes til at agere, som om man kan drive en anstændig plejesektor for stærkt beskårne budgetter og uden tilstrækkelig kvalificeret personale. Som pårørende vil jeg sige: Tærsklen for, hvad der er menneskeligt værdigt, overskrides hele tiden.

Virkeligheden i plejesektoren er noget, alle danskere burde være alarmerede over.

arrow Socialdirektør svarer på kritik af plejecenter
13. juli 2020 kl. 17:20 Opdateret: kl. 15:24
Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk