
På sommerens Roskilde Festival spillede Nephew for tredje gang på Orange Scene, og nu har bandet annonceret, at det vender tilbage til Roskilde.
Det sker fredag den 22. marts 2019 i Roskilde Kongrescenter som led i den netop offentliggjorte arenaturné, hvor Nephew besøger 10 byer landet over i løbet af en måned.
Efter fire års pause annoncerede Nephew i efteråret 2017, at de ville vende tilbage i år med nye sange og fire koncerter på Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg samt Royal Arena i København og Boxen i Herning i oktober.
Festivalkoncerterne er blevet holdt, mens de to koncerter i København og Herning blev udsolgt på under et døgn.
Nephew har i den mellemliggende periode udvidet besætningen med sangerinden og keyboardspilleren Marie Højlund, som har optrådt under navnet Marybelle Katastrophy.
Billetsalget til koncerten i Roskilde Kongrescenter åbner officielt fredag den 31. august klokken 10 på Gimles hjemmeside.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her