
Endnu en festival er blevet offer for corona-krisen. Egnsdanseteatret Aaben Dans i Roskilde skulle om to måneder have holdt den internationale dansefestival for børn og unge SWOP, men har nu valgt at aflyse.
- Det er med stor beklagelse og sørgmodighed, at vi er nødt til at aflyse vores skønne festival, der fejrer den professionelle dans og det fællesskab, som dansen skaber. I år skulle SWOP have været afholdt den 30. april - 5. maj, men som covid-19 raser i hele verden, er det ikke forsvarligt at gå videre med SWOP festivalen - sikkerheden for publikum, kunstnere, frivillige og personale vægter højst, siger direktør i Aaben Dans, Lisbeth Klixbüll
SWOP har været holdt hvert andet år siden 2012, og ærgrelsen bliver ikke mindre af, at danseteatret havde planlagt det største program i festivalens historie, hvor 11 forskellige produktioner skulle opføres 50 gange i alt.
- Derudover havde vi lavet et festfyrværkeri af andre aktiviteter som et Unge SWOP program, gratis workshops i SWOP dans til skolerne, pop-ups og et stort fagligt seminar. Det er ikke bare ærgerligt for publikum og Aaben Dans, men for alle de teatre og kunstnere, der skulle have deltaget på festivalen, siger kunstnerisk leder Thomas Eisenhardt.
- Nu ligger der et arbejde forude med at være i dialog med alle vore støttegivere og samarbejdspartnere med at få lavet gode aftaler med alle. Og så tager vi fat på alle de fremtidige projekter vi har i støbeskeen. Vi glæder os blandt andet over, at det er lykkedes for os at rykke premieren på Aaben Dans' egen vandringsforestilling »Jordnær«, der skulle finde sted i Boserup Skov som en del af festivalen, så den i stedet foregår i 2021 omtrent på samme tid af året, siger Lisbeth Klixbüll.
Næste udgave af SWOP festivalen rykkes til foråret 2022, hvor teatret vil forsøge at få nogle af de aflyste forestillinger til Roskilde. Så længe Corona-kisen varer, lægger teatret videoer af tidligere forestillinger på Facebooksiden, så publikum, der trænger til at se noget dans, kan få en digital oplevelse med familien.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her