29. maj 2020
Gitte Hüttel Bühring med sønnen Gustav, som fik konstateret leukæmi. I dag er Gustav helbredt, men går til kontrol. Foto: Lars Kimer
gallery icon

Se billedserie

Gitte Hüttel Bühring med sønnen Gustav, som fik konstateret leukæmi. I dag er Gustav helbredt, men går til kontrol. Foto: Lars Kimer
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dagen begyndte med et lægetjek - den sluttede med at Gustav havde leukæmi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dagen begyndte med et lægetjek - den sluttede med at Gustav havde leukæmi
Opdateret 30. december 2019 kl. 09:44
Roskilde - 28. december 2019 kl. 07:54
Af Lars Kimer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Gustav Hüttel Bühring er en helt særlig ung mand. Han er nemlig årsagen til, at man i Gundsølille hvert år samler ind til velgørende formål gennem Støt-Din-Sag, for Gustav har trods sine 12 år haft leukæmi.

Artiklen her har tidligere i år været bragt som en af DAGBLADET Roskildes betalingsartikler. Nu kan du læse den helt gratis.

arrow Læs også: Stor legepark gæster Gundsølille: Derfor skal du lægge vejen forbi

Den 27. november 2017 er en dag, som står mejslet ind i hukommelsen på Gitte Hüttel Bühring fra Ågerup. Den dag gik hun hjem fra hospitalet med sin søn Gustav. Han havde fået sin sidste kemoterapi. Gustav var 10 år gammel.

- Det er uden tvivl den bedste dag i mit liv. Men jeg ved ikke, om jeg var overstadig. Jeg var nok mest træt og stille glad inde i mig selv. Træt fordi det var kulminationen på to år, som bare var så afsindig hårde, at ingen burde gå det igennem, fortæller hun, da DAGBLADET møder Gustav og Gitte ved Gundsølillehallen nogle kilometer nord for Roskilde.

Noget var galt

Gustav var begyndt i skole, ja faktisk kun i SFO den 1. maj. Til at begynde med mærkede familien ikke forandringerne, men stille og roligt bed det sig fast. Der kunne være noget galt.

- Gustav var altid træt, han havde altid smerter i armene. Jeg tænkte, at han nok bare havde givet den gas på legepladsen, husker Gitte Hüttel Bühring.

I Kristi himmelfartsferien var familien i sommerhus, og der fik Gustav feber.

- Vi ringede til lægen og fik en tid i ugen efter, husker Gitte Hüttel Bühring.

For en sikkerheds skyld tog familiens læge en blodprøve.

- Han kom med resultatet, mens vi sad i lægehuset. Han syntes, det var et mærkeligt resultat. Gustavs blodprocent var alt, alt for lav. Han sendte os til tjek på Roskilde Sygehus med det samme. Her fik vi taget yderligere en blodprøve, og lægen sagde, at han var nærmest 99 procent sikker på, at Gustav havde leukæmi. Så stoppede jeg med at høre efter, fortæller Gitte Hüttel Bühring.

14 måneder i helvede

Familien blev sendt direkte til børnekræftafdelingen på Rigshospitalet, men der var fuldt booket, så ambulancen blev omdirigeret til Odense. Gitte sad med Gustav i ambulancen, og far Jørgen kørte bagefter i bil.

Klokken cirka 20 den aften kom den endelige besked. Gustav havde leukæmi. 85 procent af hans hvide blodceller var kræftramte. Det var starten på 14 måneders behandling på universitetshospitalet.

- Alt omkring mig blev fuldstændig revet væk med den besked. Det var starten på 14 måneder i helvede. Skal jeg finde noget positivt i den første måned, så var det, at lægerne havde 100 procent tjek på, hvad der skulle ske. Hvilken behandling Gustav skulle have, hvornår og hvor meget. Leukæmi er den mest hyppige form for børnekræft, så der er meget viden om, hvad der virker og ikke virker. Jeg er glad for, at de ikke skulle til at eksperimentere først. Behandlingen til at begynde med er virkelig hård. Vi anede ikke, om han ville overleve, fortæller Gitte Hüttel Bühring, tydeligt påvirket af at genfortælle forløbet, som blev to et halvt år med sorg, frustration og angst.

Levede i en osteklokke

Hele tiden blev der holdt øje med Gustavs tal, og efter 29 dage var de 85 procent angrebne celler reduceret til bare 0,1.

Da først Gustav og familien fik lov til at fortsætte behandlingen hjemme, var intet, som det plejer.

- Når man får kemo, er ens immunforsvar svækket. Med kemoen følger ofte svampemedicin og lungemedicin. Jeg kan huske, at jeg var bange for at bevæge mig ud i store forsamlinger, for hvad nu hvis jeg fik noget med hjem, som smittede Gustav? Jeg var bange, når jeg stod i Fakta og hørte en, som nøs. Jeg screenede alle de folk, jeg mødte på min vej. Var der folk med ondt i maven, snotnæser? Jeg nærmede mig ikke. Det var et liv i en osteklokke. Imens drønede vi ind og ud af hospitalet for at få taget blodprøver. Den bedste besked var at få at vide, at Gustav havde det, lægerne kalder standard-leukæmi.

Den form for leukæmi er nemlig den »mildeste«, hvis man kan tale om mild, når selv de børn får en behandling, hvor smerterne kan blive så stærke, at man har set børn brække knogler på sig selv for at slippe af med smerterne. De to andre typer leukæmi kaldes intermediær og højrisiko.

Fodbold blev vigtig

De første fire måneder af forløbet havde Gitte og Jørgen fælles forældreorlov, men langsomt begyndte de igen på job.

- Det var hårdt, for selvfølgelig er hovedet et andet sted. Jeg er blevet fortalt, at man kan få PTSD af sådan en oplevelse, og det kan jeg godt følge, for vi var som familie på konstant. Med kemoen fulgte i Gustavs tilfælde en glubende appetit.

- Så fandt jeg mig selv i gang med at tilberede medisterpølse og brun sovs klokken to om natten. Det bliver man ikke specielt frisk af på arbejdet, griner Gitte Hüttel Bühring.

I en lang periode var Gustav ikke særlig meget i skole, og derfor blev fodbolden i den lokale klub GSG også helt central for familien.

- Det var jo der, Gustav var social. Det er ikke sikkert, han spillede så meget, men han kom i klubben, og det var en fantastisk afveksling til, at han nogle gange lå på sofaen og skreg, fordi kemoen gjorde så ondt. Eller når hans søster Olivia gerne ville have et grundigt svar på spørgsmålet »Skal Gustav dø?«

Rørt over gestus

Og familien var mere end rørt, da de fik at vide, at fodbolddrengene havde besluttet sig for at lave begivenheden Støt-Din-Sag, hvor overskuddet skulle gå til Børnecancerfonden.

- Det var jo ikke, hvad vi forventede af en flok drenge på 10 år. At de kunne sætte sig ind i, hvad det ville betyde for os. Det var virkelig noget, jeg er glad for, fortæller hun.

For tre år siden var Gustav selv med ved den første Støt-Din-Sag. Knægten havde lovet at løbe 11 runder, men endte med 22. Gustav var tilbage på banerne i Gundsølille, hvor han den dag i dag stadig nyder fodboldspillet med kammeraterne.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk