6. august 2021
Lis Molin (midten) har som præst i Roskilde Frikirke flere sjælesorgsamtaler for tiden, og flere er også begyndt at dumpe ind til gudstjenesterne. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Lis Molin (midten) har som præst i Roskilde Frikirke flere sjælesorgsamtaler for tiden, og flere er også begyndt at dumpe ind til gudstjenesterne. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Coronakrisen får flere til at søge mod frikirkerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Coronakrisen får flere til at søge mod frikirkerne
Roskilde - 18. juni 2021 kl. 12:22
Af Kristian Jørgensen

Livets store spørgsmål er blevet taget op til revision, og ensomheden har presset sig på.

arrow Læs også: Folkekirkepræst håber at nå det gamle niveau

Det er nogle af de forklaringer, frikirker i Roskilde ser på, at de efter coronanedlukningen bliver opsøgt af flere.

- Efter vi er begyndt at holde gudstjenester igen, er folk bare kommet dumpende ind fra gaden. Det er noget, der ellers sker yderst sjældent, og det tænker jeg har noget med corona at gøre. Der er nogen, der gerne vil have sjælesorg, og som ikke er kirkevante og slet ikke frikirkevante, siger Lis Molin, præst i Roskilde Frikirke.

Tendensen er ikke nødvendigvis den samme i folkekirken. I Jyllinge har sognepræst Kaj Bollmann derimod mærket, at coronarestriktioner indtil videre betyder færre kirkegængere. Han forventer ikke stigende søgning til kirken oven på pandemien.

- Det er ikke min forventning, at det medfører et boost eller en ekstra tilstrømning, men jeg tror, vi kommer tilbage til normalen, hvad vi også er glade og tilfredse med, for vi har god kirkegang i Jyllinge, siger han.

Fandt kirken online

Hos ImpactChurch på Lillevangsvej anslår leder Jamie Høyer, at fremmødet er steget 30 procent.

En forklaring på det er, at flere mennesker fik øje på frikirken, da gudstjenesterne blev virtuelle, hvad ImpactChurch var hurtigt ude med.

- Under nedlukningen skulle vi pludselige finde ud af, hvordan vi navigerede som kirke, når vi ikke kunne samles, som vi plejer, så vi satte gang i en masse onlinemøder. Vi oplevede faktisk, at vi fik kontakt med nogle mennesker, vi ikke havde set før i kirken, men som pludselig fandt os på nettet. Da vi genåbnede, begyndte nogle af dem at komme hos os og tilsluttede sig menigheden, siger Jamie Høyer.

ImpactChurch har fulgt coronarestriktionerne, men var også hurtige til at genåbne fysisk, da det blev muligt, og det fik også en del nye ansigter til at opsøge kirken.

- Siden har vi oplevet en lille, støt stigning. Den er ikke voldsom, men der kommer gravis flere mennesker til, siger Jamie Høyer.

Ikke så skræmte

I Roskilde Frikirke stod de i en lidt speciel situation, fordi deres kirkesal er så lille, at det ikke var til at holde gudstjenester med de tidligere pladskrav. Samtidig skete der det, kirkens hjemmeside gik ned, så ingen kunne få fat i dem.

ImpactChurch kan normalt have 250 til gudstjeneste, men de nuværende restriktioner tillader kun 100, og det er ved at knibe med pladsen. Foto: Bjørn Armbjørn

Men da hjemmesiden kom op at køre, fik præst Lis Molin flere opkald og mails end normalt.

Hun tilskriver den stigende søgning til kirken, at der er meget angst i samfundet.

- Jeg tror, det er generelt, når mennesker bliver lidt ramt, at flere søger noget større end os selv. Generelt synes jeg, samfundet har lukket op for den tanke, at der er noget større, så man ikke er så skræmt over at tale om tro, siger hun.

Ændrer prioriteter

I ImpactChurch kommer Jamie Høyer også ind på, hvad der får flere til at søge kirken.

- Jeg tror, mange har savnet fællesskabet og den åndelige side, når hverdagen bliver vendt på hovedet, og man får taget op til revision, hvad der egentlig er vigtigt. For mange har det været en krisetid, og det tror jeg også er en årsag til det, siger kirkelederen.

Også faste kirkegængere har fået større påskønnelse af kirkens fællesskab, når de har været det foruden så lang tid.

- Samtidig gør man sig nogle overvejelser over, hvordan det, man troede var givet, bare bliver vendt op og ned. Så man stopper op og tænker »lever jeg det liv, jeg ønsker at leve«. Jeg har haft mange snakke med mennesker, der siger, at det fik dem til at stoppe op og måske prioritere om, siger Jamie Høyer.

Fyldt helt op

Han har svært ved at sige, hvor mange flere der kommer i kirken, fordi mange måske kun kommer hver tredje uge, men det gennemsnitlige fremmøde er vokset væsentligt.

Lige nu har ImpactChurch omkring 100 deltagere til deres gudtjenester, som er lige på grænsen af, hvor mange de må være med de nuværende pladskrav.

- Vi er jo glade for at se flere mennesker, men vi skal også sørge for, at vi ikke bliver flere, end vi kan være. Ellers har vi en plan b, så vi holder en ekstra gudstjeneste, men vi kan bedst lide at være sammen, siger Jamie Høyer.

Nye former, mere nærvær

Roskilde Frikirke har lagt stilen om i deres gudstjenester, som de foreløbigt kun har haft en håndfuld af i år.

- Vi holder ikke almindelige gudstjenester, vi holder mere samtalegudstjenester. Det gør vi meget bevidst for at hjælpe den ensomhed, der er kommet hos os alle sammen, fordi vi ikke har været sammen, siger Lis Molin.

Sammen med sin datter og barnebarn har hun også holdt en festgudstjeneste med kazoo og fløjter. Kirken vil forsætte med de nye former, men ved endnu ikke, hvad det munder ud i.

- Jeg tror, mange trænger til noget anderledes og måske noget mere nærvær. Jeg oplever, folk trænger til at blive set, for de er ikke blevet set i lang tid. Og vi har alle sammen brug for at blive set, når dagens højdepunkt er en tur til Rema, siger frikirkepræsten.

Missionærer får bid

I Roskildes mormonkirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har de også mærket en øget åbenhed over for kirken.

- Det er bemærkelsesværdigt, at vi stadig ser nye ansigter, trods at det er svært at mødes fysisk. Vi har jo missionærer i vores kirke, som har kontakt med forskellige mennesker, der ikke er medlem af vores kirke, og de har kunnet se, at der stadig er interesse for at tale med missionærerne, til trods for at kirken er lukket, siger biskop Daniel Nørrung.

Missionen hverver typisk 5-10 nye medlemmer om året, og siden november - altså gennem nedlukningen - har kirken fået fem nye ad den vej.

Efter kirken er åbnet igen, kommer der mindst lige så mange, som der plejer. Mormonkirken i Roskilde dækker et område fra Stevns til Nordsjælland og har normalt omkring 150 kirkegængere, så de har været nødt til at dele gudstjenesten i to.

- Jeg ved ikke, om man kan tilskrive det coronasituationen, men man kan se en tendens til, at folk tænker mere over tilværelsen, og hvad man har af prioriteter i livet, så arbejde og karriere træder lidt mere i baggrunden, siger biskop Nørrung.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk