
Hen over weekenden oplevede Midt- og Vestsjællands Politi flere brud på forsamlingsforbuddet i Roskilde. Det gik blandt andet ud over en flok vinterbadere samt en enkelt virksomhedsejer i Roskilde, der blev sigtet for at holde sin massørforretning åben.
Søndag klokken 9.20 fik politiet en anmeldelse om, at en større grupper personer var samlet ved Himmelsøen på Darupvej i Roskilde, hvor de vinterbadede. En patrulje kørte til søen, hvor i alt 17 personer blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet. Ved politiets ankomst befandt alle 17 personer sig i søen i et afgrænset område, hvor der var slået hul i isen. Deres tøj lå i et shelter tæt ved. De sigtede, som var i alderen 26-51 år fra hele Sjælland, overtrådte herved de gældende regler om forsamling, idet de deltog i et arrangement på mere end fem personer. De vil alle senere modtage en bøde i sagen.
- Allerede fra afstand kunne patruljen se, at der var for mange forsamlet, og man tog et billede af det for at dokumentere det, fortæller vicepolitiinspektør Michael Sehested, der er leder af beredskabsafdelingen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi føler, at vi har været temmelig klare i kommunikation, og at myndighederne har været temmelig klare om, at man ikke må samles mere end fem personer, siger Michael Sehested, om grunden til at patruljen ikke valgte at give de badende muligheden for at forlade stedet.
Ifølge vicepolitiinspektøren er det også politiets opfattelse, at de badende har haft en aftale om at mødes på stedet. Det er der flere grunde til.
- Det ligger ude ved Darup og er ikke et sted, man bare lige kommer forbi. Det er den sø, som folk også bader i til Roskilde Festival. Og de er mødtes ved et shelter, hvor deres tøj lå. Så det er noget, de har aftalt, siger Michael Sehested.
Politiets sigtelse kommer til at udløse et bødeforlæg til de badende. Overtrædelse af forsamlingsforbuddet koster 2500 kroner.
Fredag klokken 16.32 kørte en patrulje til en massør i Roskilde, da der var kommet et tip om, at massøren havde kunder trods påbuddet om at holde lukket. Politiet traf massøren og en kunde, som fik behandling. Massøren, en 47-årig kvinde fra Roskilde, blev sigtet for at overtræde Covid-19-reglerne, idet hun holdt åbent for kunder, og hun kan nu forvente en bøde i sagen. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte kunden for noget i den forbindelse.
Senere fredag klokken 22.13 kom en anmeldelse om, at der var en større forsamling mennesker samlet på P-pladsen foran en tankstation på Københavnsvej i Roskilde. En patrulje kørte til stedet, hvor flere personer i det samme forlod området i biler. Tilbage var ni personer i alderen 17-26 år fra hele Sjælland, som alle blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet. De kan alle forvente en bøde i sagen.
Lørdag klokken 22.49 anmeldte en borger, at en gruppe på flere end fem unge havde forsamlet sig ved et bål i den gamle remise for enden af Skovbogade i Roskilde. En patrulje kørte det korte stykke fra politistationen i Skovbogade til stedet, som i folkemunde kaldes »Den hemmelige have«. Her traf politiet seks unge på 15-16 år fra Roskilde, som havde tændt et bål og sad tæt sammen på et mindre område. De blev alle seks sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet på fem personer. Politiet kontaktede deres værger, som blev orienteret om sigtelsen. De unge vil senere få tilsendt en bøde i sagen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her