
Der var trukket sorte skyer sammen over det, der har udviklet sig til årets største begivenhed i Gundsømagle, den lokale byfest.
De bærende kræfter de sidste mange år havde valgt at stoppe, og dermed var det langt fra sikkert, at der blev en byfest for ottende år i træk.
- Det var der, vi stod. Jeg var ikke alt for optimistisk, siger formand for byens landsbyråd, Palle Gram.
Men et aftenmøde med opråb til at få alle friske kræfter på banen gav i den grad pote.
- Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men der kom 25-30 mennesker, og det havde jeg i hvert tilfælde ikke ventet. Det er altså flot. Alle var de der, fordi de ikke vil se den tradition, vi har skabt, dø, lyder det fra formanden.
Syv-otte arbejdsgrupper blev defineret og 15-20 mindre opgaver udpeget.
- Det er åbenbart den vej, vi skal. Folk kan godt overskue en afgrænset opgave, og det er fint, at det hele ikke hænger på få skuldre, siger Palle Gram.
Festen bliver lige som, den plejer at være. Datoen er den 17. juni, og festen bliver stadig holdt på det grønne areal midt i byen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her