
Roskildes borgmester Tomas Breddam er konstateret smittet med corona og er nu i karantæne i den kommende tid.
Lørdag kom test-resultatet om, at han var konstateret positiv - efter at en prøve tidligere på ugen ellers havde været negativ.
- Jeg har sandsynligvis fået smitten af min søn, der har fået den i sin omgangskreds. Det er jo et godt eksempel på, at corona kan ramme os alle, og vi må gøre os så umage som overhovedet muligt, siger Tomas Breddam, der indtil videre skal holde sig hjemme hos familien i Trekroner.
Herfra prøver han foreløbig at passe sit job som borgmester, så godt som muligt. Hvornår han kan vende tilbage til arbejdet på rådhuset, vil afhænge af, hvordan sygdommen forløber.
- I øjeblikket mærker jeg coronaen som en slags influenze med feber, hovedpine og stive led. Men så er det heller ikke værre, siger han.
Stigende smitte
Tomas Breddam er langt fra den eneste i Roskilde, der er blevet smittet med corona i de seneste dage.
I slutningen af sidste uge så det ellers lysere ud, men nu er smittetallet igen kommet over de 200 pr. 100.000 indbyggere.
- Vi må virkelige gøre en indsats i øjeblikket. Ikke mindst blandt de unge er sygdommen blevet mere udbredt, så det er alvorligt nu, siger den corona-ramte borgmeter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her