

Se billedserie
Små børn triller forsigtigt hen ad asfalten på løbehjul, mens de større har begivet sig op på ramperne. På toppen af en grøn container spiller B-siden koncert som til en rooftopkoncert, bare tættere på jorden. Ved Hal 12 bliver der malet graffiti, kørt på ethjulet cykel og optrådt med parkour.
Der er nok at give sig til lørdag eftermiddag på Musicon. Områdets mange foreninger og butikker holder længere åbent for at skabe en smule af den Musicon-stemning, som den aflyste festival Rabalder skulle have sørget for i denne første september-weekend.

Lysinstallationen på Musicon er skabt af genbrugsmaterialer fra Sydhavnens genbrugsstation. Om natten lyser den så meget op, at det er godt, der ikke er nogen naboer i nærheden, fortæller de to kunstnere bag. Foto: Jens Wollesen
To kunstnere er ved at opføre en lysinstallation, der skal oplyse Musicon i mørket. Her står Bo Ejstrup, der er medarrangør af festivalen. Han betragter den næsten færdige lysinstallation.
- Det ser sgu fedt ud det der. Fedt med nogle flere installationer herude, siger han.
Det er fjerde år i træk, at festivalen for gadekultur bliver afholdt. De tre første år har SMACK været en dag, hvor folk kunne gå rundt mellem de forskellige områder, lade sig inspirere og møde nye mennesker.
- SMACK er et vindue, hvor man kan prøve en masse ting inden for gadekultur. Det er tanken, at man prøver ting af, men det kan man jo ikke på grund af corona, siger Bo Ejstrup.
SMACK-holdet overvejede at aflyse. De kom dog frem til en løsning, hvor de kunne invitere mere end 100 festivalgæster.
Derfor er festivalen inddelt i tre zoner, hvori der må være 100 mennesker hver.
I en af zonerne bliver der holdt koncerter. I en anden bliver der holdt konkurrencer i løbehjul og skate. I alt må der være 300 besøgende på samme tid.
- Folk bakker op om, at vi har prøvet at afholde festivalen, selvom det er svært, siger Bo Ejstrup, mens han viser rundt i området.

Olivia Messell-Dalgaard og Jordan Wollin er begge 15 år og i gang med at øve sig på deres rap. I to timer har de fået undervisning i rim, ord og attitude. Kun Oliver havde prøvet at rappe før. Foto: Jens Wollesen
Konkurrencelystne skatere er på vej til Hal 12, hvor årets skatekonkurrence snart går i gang. I lokalet ved siden af bliver unge undervist i freestyle rap.
Døren til lokalet springer op, og Olivia Messell-Dalgaard og Jordan Wollin kommer ud. De er 15 år, lidt røde i kinderne og har netop fremført den rap, de har brugt de seneste to timer på at skrive.
- Det var selvfølgelig lidt nervepirrende, men det var meget sjovt, og jeg lærte en masse nye ting, siger Jordan Wollin, der ikke havde prøvet at rappe før.
Det er netop dét, som SMACK skal være, fortæller Bo Ejstrup. En festival hvor ungdommen kan komme og prøve ting af og lære noget nyt. På trods af coronarestriktionerne er festivalen vellykket indtil videre. Bo Ejstrup gætter på, at omkring 300 gæster har lagt vejen forbi. Og SMACK 2020 er ikke helt slut. Den sidste koncert skal spilles, og skatekonkurrencen skal afgøres.

INSP sound har booket koncerterne til årets SMACK. En af dem er duoen aomame, der er bror og søster. Ved hver koncert skulle man bestille billetter på forhånd for at sikre, at der ikke var flere end 100 til stede. Foto: Jens Wollesen
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her