
For andet år i træk kan Vindinge IF vinde en af DGI Midt- og Vestsjællands priser til det frivillige foreningsliv. Sidste år gik ungeprisen til Sofie Witt fra Vindinge IF, og i år er Benny Broström fra Vindinge IF MTB nomineret til prisen »Årets Ildsjæl 2020«.
Beny Broström var med til at starte mountainbike-afdelingen op i Vindinge IF og har siden stået bag »Mandfolk på MTB« i klubben. Ifølge indstillingen har Benny Broström en særlig evne til at tage sig godt af nybegyndere, som også er en del af succesen bag »Mandfolk på MTB«. Nogle af mændene tog også deres koner med, og med tiden førte det til, at der blev oprettet et rent kvindehold. Nogle af dem kører i dag med på mixholdet, og i det hele taget er det sociale aspekt blevet højnet i klubben. De to øvrige nominerede i kategorien er Lizzie Larsen fra Slagelse Tennisklub og Stine Nedergaard fra Holbæk Badmintonklub.

Benny Broström fra Vindinge IF MTB er nomineret
til DGI Midt- og Vestsjællands pris »Årets ildsjæl«.
Priserne skulle have været uddelt på DGI Midt- og Vestsjællands årsmøde i denne måned, men det er blevet udskudt til senere.
- I første omgang har vi overbragt den gode nyhed til de nominerede kandidater i de tre kategorier »Årets Forening«, »Årets Ildsjæl« og »Ungeprisen 2020«. Vinderne afslører vi dog først på vores årsmøde, som vi har måttet udskyde på grund af coronakrisen. Vi håber nu at kunne afholde det 17. juni, så vi kan anerkende det fantastiske arbejde, der sker i foreningerne, siger Bruno L. Hansen, der er formand for DGI Midt- og Vestsjælland.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her