

Den første grusgrav i mange år på den vestlige side af jernbanen til Køge er på vej. Det er firmaet FM Råstoffer, som gerne vil grave et fem hektar stort areal, der ligger helt i den sydlige ende af det område, som bliver brugt til campingplads, når der er Roskilde Festival.
FM Råstoffer ønsker, at der graves til, hvad der betegnes som »forekomstens bund svarende til et 15-20 meter dybt hul.« Det er Region Sjælland, som er ansvarlig for at give tilladelsen til grusgraven, og gør de det, så vil der bliver gravet til 10 meter under grundvandsspejlet.
FM Råstoffer har ikke søgt om at få lov at fylde det kommende hul op igen. Det er noget, man skal have dispensation til i dag. Den del af ansøgningen stiller Roskilde Kommune sig meget skeptisk over for.
- Vi ønsker ikke, at hullet får lov at forblive åbent. Det skyldes jo de interesser, som vi har med hovedsageligt Roskilde Festival. Hvis det skal stå åbent, så modsætter vi os, at der bliver gravet til mere end en meter over grundvandsspejlet, siger formand for klima og miljøudvalget Karim Friis Arfaoui (S), som tirsdag behandlede kommunens høringssvar til Region Sjælland om sagen.

Det er området markeret med gult, der bliver søgt om at åbne grusgrav i. Til venstre i billedet skimtes Darupvej, og til højre går jernbanelinjen Roskilde-Gadstrup.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her