
Ældre beboere på Roskildes plejecentre, der har ønsket en vaccination, er nu blevet vaccineret. Næste runde gælder kommunens øvrige borgere over 65 år, som modtager hjemmehjælp i form af personlig og praktisk hjælp i eget hjem.
Ifølge en skrivelse fra kommunen er de 882 borgere, det drejer sig om, allerede blevet kontaktet med henblik på en vaccine, og listen med borgere er indsendt til Statens Serum Institut.
Imidlertid er det ikke alle borgere, der er blevet kontaktet af kommune eller Seruminstitut. Dette gælder blandt andre 97-årige Edith Christensen, der bor i eget hjem, men indtil, videre har ventet forgæves på at blive kontaktet om en vaccine.
- Hun er helt frisk i hovedet, og hun løber ingen steder. Så det er helt sikkert, at hun ikke er blevet kontaktet endnu, forsikrer hendes datter, Anni Christensen.
Socialdirektør i Roskilde Kommune, Mette Heidemann, forklarer, at kommunen ikke har indflydelse på planlægningen af vaccinationerne.
- Vi bliver ofte med meget kort varsel adviseret fra regionen, som har ansvaret for tilrettelæggelsen af vaccinationerne om, at nu står denne specifikke målgruppe for tur til vaccination. Vi har haft kontakt til alle de borgere, vi indtil nu er blevet bedt om at kontakte. Så hvis man ikke har hørt noget fra enten os eller har fået brev fra Statens Serum Institut, er det fordi det endnu ikke er tid til vaccination af præcis den specifikke gruppe af borgere, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her