

Se billedserie
Normalt kigger omkring 20 borgere forbi generalforsamlingen i Gadstrup Vandværk, men i aften kan det godt være, der dukker lidt flere op.
De seneste dage har der nemlig kørt en del debat om bestyrelsens honorar på Facebook. Et beløb på 275.000 kroner til deling mellem formanden og kassereren får en del bemærkninger med på vejen.
- Det lyder voldsomt.
- Det er da helt crazy.
- Håber da virkelig på en god forklaring.
Sådan lyder flere af bemærkningerne i debatten, hvor et par stykker også kommenterer, at det måske er på tide med en ny bestyrelse.
En hurtig søgning viser da også, at flere andre af kommunens vandværker lønner deres formænd og kasserere noget mindre.
Eksempelvis lød beløbet på 98.500 kroner i 2018 i Værebro Vandværk, mens Jyllinge Vandværk samme år brugte 113.129 kroner.
Det har formand for Gadstrup Vandværk, Henrik B. Pedersen en forklaring på.
- Borgerne har da ret i, at det er mange penge. Men jeg gør det hele, vi har ingen konsulenter, siger Henrik B. Pedersen og forklarer, at mange andre vandværker hyrer konsulenter ind til nogle opgaver, og det koster.
Det er meget forskelligt, hvor mange timer Henrik B. Pedersen bruger på vandværket om ugen.
- Jeg tager altid telefonen. Jeg kører ud til borgerne en lørdag aften, hvis der er et brud. Jeg skal ud og se det, siger Henrik B. Pedersen og oplyser, at arbejdsopgaverne typisk ligger udenfor almindelig arbejdstid.
Gadstrup Vandværk består af to vandværker, som er blevet renoveret indenfor de seneste år. I den forbindelse brugte Henrik B. Pedersen rigtig mange timer.
Hver uge kører han rundt og kontrollerer vandboringer, vandværker, ledninger og rør. Det bruger han to-tre timer på.
Derudover skal der være styr på beredskabsplaner, og der er møder med kommunen.
- Jeg skal følge med i ny teknologi, pesticider og så videre. Det kommer ikke til én om natten, siger Henrik B. Pedersen.
Det er ikke noget nyt, at formanden og kassereren får denne størrelse beløb. Det har de i hvert fald fået i fem-seks år, og hvert år bliver beløbet takstreguleret.
- Bestyrelsen, som jeg selvfølgelig er en del af, beslutter det. Det er ikke et tag-selv-bord, selv om nogen tror det, siger Henrik B. Pedersen.
Formanden er spændt på aftenens generalforsamling.
Han påpeger, at Gadstrup Vandværk har to nyrenoverede vandværker og blandt andet en målerafgift, som ikke ligger højt.
Faktisk er økonomien så god i Gadstrup Vandværk, at bestyrelsen budgetterer med underskud, så pengekassen kan blive lidt mindre.
- Det er ærgerligt, at diskussionen kører på Facebook, siger Henrik B. Pedersen og oplyser, at bestyrelsen har regnet ud, at det kræver 0,8 medarbejder at drive vandværket.
Halvdelen skal være teknisk funderet, mens den anden halvdel skal være økonomisk funderet. Derfor er Henrik B. Pedersen glad for, at der i bestyrelsen er nogle gode kompetencer, og blandt andet er kassereren bankmand.
- Det er nogle kompetencer, som vi ikke kan skaffe om aftenen, hvis vi skulle købe os til det fra gang til gang, siger Henrik B. Pedersen, som vil være ked af det, hvis bestyrelsen bliver anderledes.
Gadstrup Vandværk holder generalforsamling på Gnisten i Gadstrup klokken 19.30 tirsdag aften.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her