

Se billedserie
Blæsten hiver ivrigt i de grønne miljøvenlige plasticposter, som én efter én langes over disken til de mange trippende lokale, der er mødt op for at deltage i projektet ved Roskilde Fjord. Den friske havduft blander sig med den kraftige aroma fra de medbragte kaffekander. De frivillige fra UngEnergi har sørget for lidt godt til ganen til de mange borgere, som blot få minutter efter klokken er slået 10 breder sig ned langs Roskilde Havn.
I spidsen for denne oprydningspost, som blot er en af de fem deltagende poster i Roskilde Kommune, står Sofie Marie Nielsen på 19 år.
- Dette projekt er mere end bare at samle skrald. Det skaber en masse opmærksomhed om de problemer, vi står over for og jeg håber, at det kan ændre folks adfærd, fortæller Sofie Marie Nielsen ambitiøst.
En lille pige i en lyserød jakke får øje på en gribetang, som en jævnaldrende dreng med besvær prøver at samle et stykke slikpapir op med. Mennesker i alle aldre er mødt op for at rydde op langs Roskilde Fjord. Solens stråler kæmper sig ihærdigt gennem de tætte skyer og rammer en gruppe muntre børn i øjnene på deres vej mod skatten.
- Se hvad jeg fandt, skriger den ene, hvor en anden svarer: »Der er mega meget herover« og bliver efterfulgt af resten af flokken, der i kapløb med hinanden møver sig af sted for at få fat i så meget skrald, som de overhovedet kan.
To timer senere er skraldejagten slut. Fiskegarn, underbukser og brugte babybleer er blandt dagens fund. Selvom jagten er indstillet, forsætter Sofie Marie Nielsen og de frivillige dagen med at sortere de mange fyldte skraldeposer. Solstrålerne skiftes ud med tunge regndråber, regnjakken glider på og sorteringen når sin ende.
- 100 fremmødte og 100 kg affald, konkluderer Sofie Marie Nielsen med et velfornøjet grin.
Det blev der indsamlet ved Roskilde Fjord:
14 kg plastik
23 kg glas
8 kg papir
5,5 kg metal
2 kg cigaretskodder
Ca 48 kg resterende affald
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her